En del mennesker, som lever med multipel sklerose, rammes i mere eller mindre grad af nedsat muskelkraft i forskellige stadier af sygdommens forløb.
Hvis du har det godt med træne, er der ingen grund til at holde op med at træne, blot fordi du har multipel sklerose. Der er ingen risiko for, at sygdommen udvikles hurtigere, eller at attakkerne kommer hyppigere. At røre sig og leve et aktivt liv ud fra de forudsætninger, man har, øger desuden det psykiske velbefindende. Træning har i sig selv mange positive effekter – det giver velvære og forbedrer konditionen, giver bedre balance og modvirker træthed.
Det er vigtigt, at du med faste mellemrum husker at teste din mobilitet og andre symptomer. Forandringer kan ske så langsomt, at hverken du eller din læge eller sygeplejerske opdager det. Anvend gerne en dagbog og notér hvordan du har det, og hvad du klarer i hverdagen.
Ved hjælp af en skridttæller kan du for eksempel måle, hvor lang tid det tager at gå et bestemt antal skridt. Notér resultaterne i din dagbog. Der findes forskellige applikationer til din smartphone, der kan måle, hvor mange skridt du går hver dag.
Du kan også bede nogle af dine nærmeste, som du ofte ser, om at sige til, hvis de lægger mærke til nogen forandringer – nogle gange kan andre lægge mærke til ting, som du ikke selv ser. Oplever du symptomer og ikke har dagbogen ved hånden, kan du sende en sms, en mail eller indtale en besked til dig selv, så du ikke glemmer det.
Den typiske sklerosetræthed kaldes også for fatigue. For de fleste mennesker hænger udmattelse eller træthed sammen med, hvor aktiv man har været. Og efter en hvilepause eller en middagslur forsvinder trætheden som regel igen. Men lider du af multipel sklerose, kan du føle dig mere træt end før, du fik sygdommen. Og trætheden kan i øvrigt virke helt ude af sammenhæng med, hvad du har foretaget dig.
Trætheden kan være et af de mest belastende symptomer ved multipel sklerose. Det kan have stor indflydelse på dit sociale og personlige liv og din evne til at passe dit arbejde.
Der er mange årsager til træthed ved multipel sklerose, men der er også mange forskellige måder, hvorpå du kan begrænse træthedens negative indflydelse på dit liv. Det allervigtigste er ganske enkelt at respektere trætheden. Du er den, der bedst kan vurdere, hvad det er hensigtsmæssigt at lægge vægt på, og om du mener, at der er noget at vinde ved at ændre bestemte ting ved din livsstil.
Om du er i god eller dårlig form kan gøre en stor forskel på, hvor hurtigt du bliver træt, og hvordan du reagerer på trætheden. Når du er i god form, får du mere selvtillid og en følelse af at have kontrol. Det kan være vigtigt, når du er i færd med at ændre din livsstil for at udnytte din energi optimalt. Mange har fortalt, at når de motionerer blot en lille smule hver dag, har det en stærkt positiv effekt på deres velbefindende og deres evne til at håndtere træthed. Det er vigtigt ikke at starte for hårdt ud.
Find ud af, hvilken form for motion, der passer dig bedst – og i hvilken mængde. Motion er også fysioterapi og yoga, som kan hjælpe til at opbygge muskler, koordinationsevne og kontrol.
Du bør tale med din læge, sygeplejerske eller fysioterapeut, hvis du oplever du har problemer, der begrænser dig i hverdagen. De kan give dig forslag til løsninger, som kan hjælpe dig med at forbedre eller bevare dine muligheder for at leve et aktivt liv. Jo før du får talt om dine udfordringer, desto større mulighed er der for at øge din livskvalitet.
Multipel sklerose påvirker mennesker på forskellige måder. Så når du fortælle, hvordan dine symptomer påvirker dig og din hverdag, er det nemmere for din læge, sygeplejerske eller fysioterapeut at komme med anbefalinger, der passer lige netop til dig.