Fra børn … skal man høre sandheden

I sidste weekend havde jeg nogle gode venners 15-årige søn med en halv times tid i bilen, da han skulle besøge en ven, der boede på vejen hjemad.

Nåh ja – bilen. Her må være plads til en indskudt bemærkning… Af uforklarlige, men nok mirakuløse årsager kører den igen – uden en tur ved mekanikeren. Sååh – det giver os en kærkommen ekstra tid til ar lave en kørselsplan. Biler med håndbetjente pedaler hænger ikke på træerne – og ej heller gør pengene…

Men nu tilbage til motorvejen og min 15-årige ven. Af også uforklarlige årsager var han som altid imponeret over min bil – og ikke det mindste bekymret for, om den ville køre hele vejen.

Men hvorfor er det nu, du har sådan en stor bil? Nåh ja, hvorfor har du haft brug for en lift? Og hvor langt kan du egentlig gå? Hvordan kan det være, at du pludselig ikke kan løfte den ene fod? Og hvordan føles det? Og er det ikke bare nederen?

Han havde mange flere spørgsmål! Og jeg forsøgte at svare så godt jeg kunne.

Sandheden er jo nogle gange svær at ramme helt. Men hvor var det dog befriende at have denne lille stund på tur – helt uden tabuer. Vi voksne kan være så fulde af idéer om, hvad der kan såre, at vi ikke spørger ind, men hellere slår os til tåls med formodninger.

Jeg kan godt lide, når nogen er modig nok til bare at spørge – og til at sige sandheden.