Jeg er flyvende

Frankfurt Z58

Klonk – kloonk – klonk – kloonk – klonk…

Nej, jeg føler mig ikke flyvende i nuet! Jeg forsøger at løbe – med trolley og taske – så hurtigt som muligt til gate Z58, hvor tiden for boarding for længst er passeret.

Jeg føler, at alle kan høre mine skleroseben give genlyd.

Løbestilen er ikke, som fysioterapeuten har lært mig. Her er ingen rullen hen over foden med afsluttende afsæt fra storetåen. Nej, det er flad fod, der rammer hårdt mod underlaget. Venstre fod er okay til at komme op igen, mens højre behøver svingteknik.

Heldigvis er min frygt for ikke at nå flyet større end min forfængelighed. Så jeg fortsætter min klaskende løbestil. Den er den eneste, jeg har adgang til lige nu.

Jeg har købt mig den mest tidsoptimistiske flybillet til Mozambique. Og i dag skete det, at jeg var 40 minutter forsinket fra Billund. Så jeg har travlt!

Og selv om jeg ikke forekommer smart, føler jeg mig alligevel ovenpå. Jeg kan faktisk løbe – på trods af at have levet med sklerosediagnosen i 17 år – og siddet i kørestol et par af dem.

Nu ser jeg gaten. De er kun ved at boarde. Jeg når det. Jeg er flyvende.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar