Jeg kan alt

Jeg kan alt – altså – fordi jeg spørger nogen om hjælp.

gårdspladshjælp

Jeg har nogle forskellige opgaver i Danmark, så jeg skal være her et par uger.

Og så er det mere end rart, at jeg har mit eget sted at være! Men der følger også lidt surt med det søde. Der følger noget vedligehold med mit privilegium. Og denne gang blev jeg overmandet af opgivenhed, da jeg mødte vores meget grønne gårdsplads – altså, grøn de forkerte steder.

Hvor er det ærgerligt, at vi mennesker generelt har så svært ved at bede om hjælp. Jeg har øvet mig i noget tid nu, og det er ikke længere så grænseoverskridende.

I søndags kom 14 gode venner, børn og voksne, og hjalp mig med mit ukrudtsmareridt. Det var faktisk endda sjovt og hyggeligt. Og endnu mere hyggeligt blev det, da min søde lejer, der også er den lokale krofatter, bragte den lækreste aftensmad og dertilhørende vin.

De kom ikke af sig selv. De kom, fordi jeg spurgte, om de ville. Og det ville de godt.

Det kan anbefales at øve sig i at bede om hjælp. Ovenikøbet har jeg fået komplimenter for, at jeg er god til det. Og jeg har endnu aldrig oplevet, at nogen har taget min bøn ilde op. Selvfølgelig kan jeg få et nej – og det kan du også. Men det gør jo ikke sagen værre, end den var i forvejen.

Og jeg har erfaret, at mennesker generelt gerne vil hjælpe. Det er ikke kun familie og venner. For eksempel bekymrer jeg mig ikke længere for selv at tage toget med ekstraordinært meget bagage. For der er altid nogen at spørge om at tage en kuffert med op. Tilmed viser de fleste, at de er glade for at give en hånd.

Også du kan alt – når bare du tør at spørge om hjælp.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar