Min dropfod dropper lidt for meget

Det er blevet sommer. Det er varmt igen. Havet lokker.

Men! Det er forbudt at bade. På grund af corona – forstår du nok. Faktisk har strandene været lukkede næsten hele tiden siden sidste sommer for at undgå, at folk stuver sig for meget sammen. Præsidenten åbnede dem kortvarigt i sidste måned, men lukkede dem straks igen, da hovedstadens strande blev overfyldte af mennesker, der glemte alt om restriktioner.

Da det skete, at muligheden for igen at bade så brat blev taget fra os, lavede jeg en plan. Men dårligt weekendvejr og andre gøremål resulterede i, at jeg først fik fuldført min plan i lørdags.

Vi bor lige ned til den bedste badestrand i området. Her beskytter revet os mod strøm og hajer. Når vi går mod sydvest, går revet helt ind på stranden, og det er ikke muligt at bade. Men cirka halvanden kilometer i samme retning har naturen lavet en kæmpe pool på strandsiden, hvor det nærmest altid er perfekt at bade. Da mozambiquere mere kommer på stranden for at mærke vinden, blive set, spise og være sociale end for rent faktisk at bade, ligger poolen for det meste ret øde hen. Og derfor kommer politiet selvfølgelig heller ikke lige sådan forbi med deres bødeblokke.

Har du regnet min plan ud nu? Selvfølgelig skal vi da bare gå hen til poolen at bade!

Men – nåh nej – med en dropfod på slæb er det jo ikke ”bare”. I lørdags fik jeg overtalt en ven til at gå med hen at tage en dukkert. Kurt ville ikke med, så min ven måtte give mig en hånd i ny og næ, når forhindringer skulle bestrides. Især nyder jeg, når det er så lavvandet, at man kan gå på selve revet. Men selvfølgelig – det kræver måske endda mere balance og energi.

Vandet var friskt og svalende. Himlen var blå. Livet var godt. Politiet kom ikke forbi.

Og ja, min fod hang lidt meget, men mon ikke det bare var krampe på grund af det kølige*1 vand? Hjemturen klarede jeg også okay og uden for meget svingteknik. Så optimismen var stadig i top.

Men det tog min fod næsten to dage at komme tilbage til normalen. Og jeg nåede at blive virkeligt bange! Jeg nåede endda at tænke det skræmmende A-ord*2.

Jeg har fået mig en ægte gulerod til at træne den dropfod. Jeg har funden min politifri oase. Og der SKAL jeg hen med regelmæssige mellemrum.

_ _ _
*1 En rigtig dansker ville nok ikke finde det køligt.
*2 Attak.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar