Nåh ja!

Den anden dag faldt jeg over et opslag i en af de utallige sklerose-grupper på Facebook. En kvinde skrev om sin frustration over kløe på hele kroppen.

Nåh ja! Jeg følte mig på en måde glad over at læse alle de kommentarer, der kom. Vi er jo mange, der døjer med kløe! Altså – selvfølgelig er det ikke fedt, at medmennesker er ved at kradse sig selv til blods. Men mærkeligt nok har jeg aldrig set al min kløe som noget, jeg skal og kan gøre noget ved. Jeg lader mig bare blive vanvittig og forsøger ikke at klø, til jeg får blod under neglene.

Jo, jeg har til tider taget en antihistaminpille, når det blev for slemt. Men der er jo ingen grund til at pine sig selv mere end højst nødvendigt – og for den sags skyld det arme menneske, der passerer min vej, når den kløe er på sit højeste.

Nåh ja! Tak til M., der satte ord på min pine. Og selv om det altid er dejligt at være i samme båd som andre, vil jeg ud at undersøge det antihistaminmarked. Måske kommer jeg til at svømme roligt ved siden af.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar