På vej igen


 

I loungen

Jeg er på vej til Mozambique – helt selv – ingen spørgsmål – ingen stress.

For en god måneds tid siden skrev jeg, at jeg nok ville falde sammen en uge på sofaen efter mine to rejser. Det blev kun til tre og en halv dag, men jeg var godt nok ikke meget værd, mens det stod på.

Det var jeg til gengæld, mens jeg var på den ene og den anden tur!

Undskyld, hvis det lyder, som om jeg praler med mit helbred. Det er bestemt ikke meningen. Men jeg hører tit velmenende medmennesker sige, at jeg skal passe på mine kræfter – at jeg skal tænke på i overmorgen også.

Men selvom vi deler diagnose, deler vi ikke symptomer og sindelag.

Og det giver mig lykke at bruge alle mine kræfter. Altså – jeg nyder det i fulde drag, mens det står på. Og så forsøger jeg ikke at have for ondt af mig selv, mens jeg mærker prisen bagefter. Denne gang var det feber, helt stive ben og følelsen af, at alt mit blod boblede. Men jeg mener stadig, at det var det værd.

Nu er jeg jo over fyrre, så jeg har overvejet, om jeg skal begynde at disponere min energi lidt mere voksent. Men så igen, jeg har ingen, der er afhængige af mig, når jeg restituerer på sofaen. Det ville have set anderledes ud, hvis jeg havde sat børn i verden, tænker jeg.

Sådan blev mit liv. Enten går det meget stærkt, eller også går det meget langsomt. Det er mig. Jeg har også brug for en tur i den vildeste rutsjebane en gang imellem.

Så hvis du en gang imellem er træt af at være så fornuftig og veldisponerende hele tiden. Hvis du har lyst til at se, hvad der sker, hvis du begiver dig på vej ud på et vildt eventyr, hvor du ikke ved, om du kan bunde, skulle du måske bare give det et forsøg. Altså, hvis du også er klar på at betale prisen. Det kan jo være, det heller ikke for dig er lige så dyrt, som du tror.

Jeg elsker at være på vej på de vilde eventyr. Men lige nu, er det bare rart at være på vej hjem.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar