Kulturforskellene kommer stadig bag på mig

Da Kurt og jeg kom til Mozambique for ti år siden, blev vi hurtigt gode venner med en familie, som vi mødte i kirken. De bød os på aftensmad – med traditionelle mozambiquiske retter. De lærte os portugisisk. De lærte os at forstå nogle af de mange, mange ting, der bliver sagt og gjort mellem linjerne – som man som fremmed i en ny kultur ikke har en ærlig chance for at forstå, hvis ingen skærer det ud i pap. Ikke mindst hang de ud med os og fik os til at føle os overmåde velkomne i dette land, der på alle måder var og er diametralt modsat vores moderland.

Argentina og Nelio havde dengang to døtre; Débora på 8 år og Sara på 5. Hurtigt efter kom Asha til. Argentina gik i fødsel en måned før tid, så jeg fik æren af at køre hende på hospitalet, da Nelio var i Cape Town som led i sin uddannelse.

Da hun havde født, meddelte hun, at det var sidste barn. Nelio overtalte hende dog senere til at prøve en sidste gang – om de kunne få en dreng også. Det blev til tvillinger – så de nu har fem piger…

For et par weekender siden var vi til fødselsdag ved Débora og Sara, der nu er 18 og 15 år. Det er også i Mozambique en stor ting at blive 18, og Déboras fødselsdag kom til fulde op til at leve op til en god traditionel fest af slagsen.

Dog var noget anderledes. Argentina holdt en lang og både rørstrømsk og formanende tale til sin datter, hvor hun brugte meget tid på at rose hende for ikke at være blevet gravid.

Først tænkte jeg, at det var en selvfølge – og et noget mærkeligt emne at tage op i en tale til sin datter. Débora er da slet ikke gammel nok og klar til at blive mor. Men jo længere, vi kom ind i talen, og jo værre ting, Argentina begyndte at true med, hvis Débora ikke ville forblive ubefrugtet i mange år endnu, des mere gik det op for mig: Langt de fleste af Déboras klassekammerater har jo allerede børn. 18 år er ikke engang specielt ung for en mor at være i Mozambique. Og nåh ja, Argentina er kun 35…

Argentina har været ualmindelig sej – og har formået at blive ved med at studere, selv om hun har fået mand og børn. Faktisk er hun nu både lærer og jurist. Men for langt de fleste kvinder betyder det enden på skolegang, når de føder børn.

Kulturforskellene kommer stadig bag på mig. Fra tid til anden skal noget skæres ud i pap. Men det ser dog ud til, at min seks år yngre veninde får lov til at vente lidt endnu med at blive mormor.