Livet er svært

 

 

A vida é difícil.

Jeg hører udsagnet igen og igen. Jeg ser fortvivlelsen i øjnene, når forskellige bekendte fra mit hood spørger mig, om jeg ikke kan hjælpe dem på en eller anden måde. Jeg kan nærmest mærke tarmene skurre.

Og jeg vil jo gerne hjælpe! Men hvad skal jeg gøre? Bare fordi jeg er hvid, går jeg ikke rundt med jobs i ærmerne. Og jeg mærker jo også selv konsekvenserne af Europas krig, som vi kalder den her i Mozambique.

Men det siger jeg ikke noget om. Det er jo trods alt ikke mig, der har et stort hul i maven, fordi en sæk ris er steget med meget mere, end jeg har styr på. Også vanvittige klimaforandringer gør livet svært her. Vi er egentlig midt i tørtiden, men det regner og regner. Markerne er blevet til søer. Det er mad, der forsvinder.

 

Hmm. Jeg ved ikke helt, hvad jeg er ved at rode mig ud i med dette skriveri. Min plan var ikke helt så dunkel…

Men det er jo sådan, det er. Der er altid mange, der har det værre. Det er blot ikke altid, at vi ser dem.

Indimellem kan jeg godt synes, at livet er lidt svært, når mine sklerosesymptomer stiger mig til hovedet. Og til tider kunne jeg ønske mig et rigtigt job og en rigtig løn frem for min førtidspension.

 

 

Men på trods af Putin og oversvømmelser har jeg endnu til gode at mærke ægte sult. Jeg glemmer ofte i nuet, at jeg er syg. Jeg får lov til at opleve meget, som jeg aldrig havde drømt om. Og med WutomiAgri er jeg faktisk i gang med at hjælpe mange af dem, der ellers var dømt til det hul i maven, bare fordi de er født her.

Det kan godt være, at livet er svært. Men det er også godt.

 

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar