Maimuna holder skansen

Maimuna med giraffen

Jeg ringede til Maimuna i morges. Hun var i byen at handle – hvor der for øvrigt lød til at være fuld af mennesker, trafik og halløj.

Maimuna lød glad. Det var dejligt at snakke med hende. Jo, hun var bekymret for al den Corona, hun kunne høre om på tv, men ellers mærkede hun nu ikke noget til det.

Børnene har det godt. Hendes mor har det godt. Og ja, vores hus står godt. Naboerne har det godt. Nabovagterne har det godt. Salget af æg går godt. ”Hvornår kommer I hjem, forresten?”

Tja, hvornår kommer vi hjem? Det er måske nok blevet endnu sværere at svare på. Jeg hører vel til i kategorien ”ekstra udsatte”? Og hvem ved, om Kurts fly flyver om en uge? Mozambique vil tilligemed ikke gerne have ham…

Det er en besynderlig omvendt situation. For det meste har det været Maimuna, der har været afhængig af os. Nu er det os, der må kaste al vores lid til, at hun holder skansen derhjemme.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar