Manpower

JULIFØLJETON (del 3 af 4)

Vi er færdige ved graven, og alle går stille derfra. En af Basílios fætre kommer og går sammen med os. Det er rart at se ham. Vi brugte meget tid sammen tilbage i december, hvor dagene gik ved stranden med at vente på og søge efter ligene af António, Basílio og Gonçalves. Han er god til at udtrykke sin glæde ved at se os i dag. Jeg forstår det ikke helt. Indirekte er det vel vores skyld, at han nu hver dag skal savne sin fætter. Men han siger, at skæbnen ville det sådan. Så kan det jo ikke være min skyld.

Vi er meget få, der er kommet i bil. Måske er der kun én bil ud over vores og Ginas, og den er i færd med at grave sig længere og længere ned i sandet, da vi kommer tilbage til, hvor bilerne holder parkeret. Fire temmelig store kvinder træder ud af bilen. Nu kan de godt se, at det nok var lidt dumt at styre direkte ned i sandsporet med fuld vægt. Armando løber op til et nærliggende hus og låner en spade. Først graver han fri foran det venstre forhjul, og Kurt bliver beordret til at sætte sig bag rettet, mens vi alle skubber. Men bilen har gravet sig for langt ned, vi kan ikke få den op. Oppe ved huset havde de ikke noget reb til at trække bilen fri, så Kurt og Inocêncio kører hjem til Basílios familie for at hente reb og manpower. Vi andre snakker imens lidt om vind og vejr. Kvinden, der havde været mere opmærksom på samtalen i bilen end på vejens forløb, bærer en kapulana akkurat magen til min. Hvor tit sker det lige? Heldigvis virker det ikke til at være et stort problem. Hun er sød, og vi hygger os. Det gør ikke så meget, at vi bruger lidt tid her i stedet for hjemme ved familien. Vi ved alle, at der alligevel går lang tid, før der sker noget – og før at maden er klar.

Nu kommer Kurt tilbage med forstærkning. Ja, de har reb og flere spader med, men de går bare direkte hen og løfter bilen op af hullet. Nåh, så let kunne det klares. Vi andre kigger på hinanden med selvironiske smil. Ja-ja, så er vi gode til noget andet.

(Fortsættes i næste uge.)

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar