God fredag – i solsiden

Maimuna og frokost i solen

Det er fredag. Det er en dejlig solfyldt og stille vinterfredag faktisk, så vi er rykket ud og om på nordsiden af huset til frokost.

Ja, det er ikke just nordsiden, der er gjort mest ud af, for her er det meste af året alt for varmt at være.

Måske har tanken lige nået at strejfe dig…

Men nordsiden er jo ikke solsiden – nåh – jo – vi er syd for ækvator!

Igen i dag blev jeg opmærksom på noget kulturelt, som jeg ikke har vidst før nu.

Maimunas mor er ret syg med malaria, og derfor bor hun hjemme ved Maimuna disse dage. Normalt bor hun et godt stykke væk, så de ser ikke hinanden så tit. Men Maimuna elsker, når hun er ved dem, og jeg spurgte i dag, hvorfor hun ikke bare flytter ind?

Maimunas mand flyttede til Sydafrika, hvor han lever med sin elsker og har gjort det i flere år. Det virker ikke til, han nogensinde kommer hjem igen. Det er for øvrigt langt de fleste kvinders historie her i området, så det er ikke dét, jeg blev chokeret over.

Men Maimuna og hendes mand købte jo deres grund sammen i sin tid, og derfor hedder det, at huset er hans. Selvfølgelig er det sådan, han er jo manden! Godt nok er det Maimuna, der har betalt – fået lavet murstenene og bygget det lille hus, hvor hun og de fem børn sover. Samtidig er det også hende, der sørger for mad, tøj og skolegang, uden hjælp fra manden. Men stadig er det hendes mands hus, for det er bygget på hans grund. Sådan er det bare, og det er heller ikke dét, der er det nye for mig.

Men, men! Hvor meget Maimunas mor, der heller ikke har en mand, end kunne tænke sig at flytte ind hos Maimuna, kan det aldrig komme på tale. Hun kan jo ikke bo i en anden mands hus!

Havde Maimuna nu været en mand, altså søn til moderen, havde det ikke været noget problem. End ikke havde det været problematisk, hvis sønnen havde boet sammen med sin kone. Moderen kunne alligevel sagtens flytte ind.

Men Maimuna er en kvinde, der bor i sin mands hus, og så kan moderen altså ikke bo der. Sådan er det bare, og man kan ikke gå imod kulturen. Så vil folk snakke, forfædrene vil blive fornærmede – og ja, det er altså det værste, der kan ske.

Det var dagens fredagshistorie fra de varme lande. Synes du ikke, den giver mening, er vi to. Dog – om ikke andet sætter den mit liv i perspektiv. Det kan godt være, mine ben er helt slatne og snurrer for vildt efter en lille gåtur rundt i kvarteret. Men alligevel vil jeg kalde mig den heldigste, jeg har mødt i dag.

Hav en dejlig fredag. Jeg håber, du også befinder dig i solsiden.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar