Sådan opnår du 20-års bryllupsdag

bryllupsdag2020

Hmm, det er desværre ikke mig, der kan komme med opskriften på at opnå et langt og lykkeligt ægteskab – hvis nogen kan. Undskyld, hvis du klikkede ind i den tro.

Men Kurt og jeg har alligevel klaret det så langt som 20 år nu.

For længe siden hørte jeg et menneske udtale: ”Alle, der har sklerose, bliver skilt”. Dengang tænkte jeg, at vi sagtens ville kunne vise de statistikker noget andet. Jeg er nu blevet klogere. Det er ikke ”sagtens”. Det er faktisk ikke en leg at forblive gift – og især da ikke med MS på slæb.

Har du fulgt mig her på bloggen gennem alle årene, har du kunnet forstå, at vi ikke altid har danset lige yndigt på roserne! Men vi har lært at rejse os igen, når vi har snublet – eller trådt hinanden over tæerne.

Den 3. juni fejrede Kurt og jeg bryllupsdag med sushi, champagne og bål i haven, som det efterhånden er blevet vores tradition – hvis og når vi er i Danmark… Vi var heldige med, at regn og torden drev uden om vores matrikel den dag, så det blev en lang og lun aften i det fri – og festlig!

Jeg har siden tænkt, at jeg gerne ville skrive lidt om det der med ægteskab og sklerose – og hvor glad jeg er for, at vi har holdt sammen – og endda lykkeligt en stor del af tiden. Jeg har haft tusind tanker, men de vil ikke rigtigt ned på skrift. Så jeg søgte her på bloggen og fandt, at jeg har skrevet nogle lignende for fire år siden. De gælder stadig, så dem får du for nu.

 

Juni 2016

Det er godt, at man som ung ikke ved alt om, hvad livet vil bringe.

Jeg husker, at jeg for 20 år siden i 2. G på Grindsted gymnasium sad i en spansktime og flettede en fin sætning sammen med brug af både konjunktiv og konditionalis. Det sproglige budskab var, at jeg ikke skulle giftes, før jeg var mindst 30. Et par måneder efter slog Kurt benene væk under mig, og fire år senere fejrede vi bryllup en smuk solskinsdag i juni.

Vi havde ikke været gift i mange måneder, før jeg fik mærkelige symptomer på både den ene og den anden måde. To år efter fik jeg konstateret multipel sklerose.

 

bryllupsdag2016-1000

Nu sidder jeg og kigger på dette billede fra en smuk solskinsdag i juni – plus 16 år. Jeg er lykkelig. Og jeg er tilfreds. Meget forløb ikke efter planen. MS har spændt ben for en del, men på finurlig vis også åbnet andre døre og lært mig ting i livet, jeg ikke gerne ville have været foruden.

Ægteskabet har ofte været svært. Jeg tænker, det generelt ikke er kun let at være livsledsagere, som man kan tro som ung. MS gør det ikke nemmere. Hvor har jeg tit været utilstrækkelig, urimelig og uden sans for at tackle min livssituation, som jeg gerne ville. Kurt har forresten heller ikke altid – som de fleste dødelige – været supermand.

Men vi har for det meste udnyttet vores muligheder godt, synes jeg – på trods af og med MS. Efter 16 års ægteskab bliver jeg stadig forelsket i ham og i livet. Det er altså muligt.

Jeg har indset, at der følger et ansvar med at have sklerose. Det er så let at blive umulig og urimelig – og bare trække sklerosekortet, når det gør ondt og er hårdt på den ene eller anden måde. Det må jeg simpelthen løbende sørge for ikke at være – i hvert fald ikke ret længe ad gangen. Godt nok er det uretfærdigt og ikke min skyld, at jeg har sklerose. Men det er heller ikke Kurts! Jeg må hele tiden arbejde med ikke at give efter for de grimmere impulser, som sklerosen så let kan trigge.

Og så har jeg alligevel et lille guldkorn – hvis du har læst med helt til ende… Selvironi er godt. Meget godt. Selvironi er virkelig vigtigt.

Og det giver pote! Nu, efter min 20-års bryllupsdag bliver jeg stadig forelsket i min mand og i livet – og han i mig. Det er altså muligt…

 

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar