projekt “nyt-køkken” har vist sig mere besværligt end antaget

I forbindelse med at ejendommen formentlig får altaner for første gang i dens mere end 100 årige historie – hurra ! – skal vi have nyt køkken: udgangen til altaner er der hvor vi idag har vask og vaskemaskine. Så der er ingen vej udenom – men det trænger også til en opdatering…

Projektet med altaner har stået på i snart to år. Selvom vi har tilknyttet både den ene og den anden ekspert er der ikke noget som er nemt…covid-19 har bestemt heller ikke fremskyndet sagen.

Vi har valgt, selvom altanprojektet endnu ikke er godkendt, at lave indledende “øvelse” omkring et nyt køkken. Det betyder at vi har besøgt forskellige køkkenfirmaer for at få lidt inspiration til hvordan det kunne laves. For vi kan ikke bare, og det ønsker vi heller ikke, bare bruge samme layout som det nuværende.

Der er vi blevet skuffede. Vi har henvendt os til kendte køkkenfirmaer for at få inspiration og input.

Vi har også været hos flere for at se hvad man får for sine penge.. Fx er jeg optaget af hvad jeg får hvis køkkenet fx er et køkken fra Vordingborg kontra et køkken fra Ikea. Kan vi se eller mærke en forskel ?

Så vi har nu været ved flere køkkenfirmaer og tålmodigheden er er ved at være opbrugt. Vores oplevelse er, at nogle køkkenfirmaer ikke hører efter, hvad man siger til dem, men har mere travlt med at se hvor mange skabe etc de kan proppe ind i lokalet.

 

Flere steder er vi blevet spurgt om et budget. Et sted fik “konsulenten” det og kom med en løsning, der var dobbelt så dyr ! Det er muligt vi i vores valg undervejs har været urealistiske men jeg aner ikke hvad et vaskeskab koster og jeg har en forventning om, at konsulenten/sælgeren siger: “med det budget I har skal I vælge i denne serie og et apoteker skab er der ikke penge til”.

De sælger drømme, Javel, ja. Vi havde en forventning om at tilbudet ville være højere end vore budget men dobbelt op !

Et andet sted kom der en pris. Vi siger ingenting. “Men så kan jeg give rabat og fordi I er søde og jeg godt kan lide jer får I min max. rabat”. Og så kostede det 30.000 mindre.. Det er sgu useriøst !

En anden sagde ” løsningen her koster X, men så giver jeg en god rabat så vi ender på Y”. Ingen af stederne har vi altså spurgt efter rabat. Og det er store rabatter der gives: omkring 30 %. Det fortæller mig kun at prisen er alt for høj til at starte med….

Udover selve køkkenet skal vi også have lavet en del andet; lofter, nyt gulv, vægge og så er der el før vi kan sætte et nyt køkken ind. Den del kommer også til at koste en formue. Jeg er ikke den store handyman: jeg kan ikke sætte gipslofter op eller spartle vægge. Det kunne jeg måske nok, men pænt bliver det ikke…

Når der skal bruges mange penge vil vi også gerne have noget vi synes om. Det kan hurtigt blive tju-bang, men vi har aftalt indbyrdes at vi evt må nøjes med et camping køkken til vi finder det rigtige og at vi ikke vil lade os presse til bare at tage noget.

Hvis vi havde penge nok var det formentlig ikke det store problem. Ind til Unoform, Vipp, Boffi eller Poggenpohl, nikke pænt og udskrive en check – men hos os er det lidt mere besværligt 🙂

Henrik

Fik konstateret MS i 2009. Fra et job som Nordisk IT Chef i en international koncern til pensionist med tom kalender. Nu handler det om at skabe mening og kvalitet i hverdagen istedet for mange møder, rejser og videokonferencer. Det lykkes ofte ! - sorgen over tabet husker jeg og jeg kan stadig blive ked af det men det føles ikke helt så tungt mere.... Ophavsmand til bogen "Passion".

Skriv kommentar