Jeg kunne ikke undvære min MS-gruppe

MS og risalamande

Sidste fredag var jeg til julefrokost med min lokale MS-gruppe. Jeg glædede mig inden, og jeg blev ikke skuffet. Maden var god, men endnu bedre var stemningen og sammenholdet.

Jeg er taknemmelig for denne lille gruppe af mennesker, som jeg er kommet til at holde virkelig meget af – også selv om vi ikke har en masse andet til fælles end vores sygdom og vores lokalområde.

Vi betegnes vel egentlig som en selvhjælpsgruppe. Og måske netop på grund af denne øreskærende betegnelse valgte jeg i starten af mit sygdomsforløb dette tilbud fra.

Jeg har det jo godt nok – har gode venner – livet går videre – har ikke brug for andre svagelige og navlebeskuende patienters hjælp.

Heldigvis kom jeg senere over min hurdle og kom af sted til en kop kaffe med flere af de andre fra mit område, der også balancerer rundt i livet med MS. Det er nok cirka 19 år siden nu. Og jeg tropper stadig forventningsfuld op, hver gang jeg kan. Ikke fordi, jeg som sådan har brug for det, men bare fordi jeg nyder det.

Og så er det da også dejligt befriende at være sammen med andre, der ikke behøver forklaring på, at jeg faktisk ikke kan alting, selv om jeg måske ligner og eventuelt giver udtryk for at kunne. Det er rart at være kendt af andre, der kender de samme skavanker. Det er rart at høre til i en lille gruppe mennesker, som kender mig fra mine forskellige sygdomsstadier. Og ikke mindst er det rart at være sammen med kendte mennesker, hvor stemningen ikke behøver blive alvorlig, hvis emnet falder på sygdom. Hvor jeg netop ikke føler mig navlebeskuende, hvis jeg fortæller om en skavank, der generer mig ekstra meget, og hvor det er kendt, at jeg ikke ønsker disse skrækkelige medlidenhedsblikke i sådanne situationer.

Tænker du, at en MS-gruppe ikke er noget for dig? Tja, du skulle tage at overveje det én gang til.

Hvorfor ikke tage imod de tilbud, livet byder på? Det kan da godt være, det ikke er nødvendigt at være sammen med andre ligestillede – som for øvrigt oplever helt andre – og måske værre – sider af vores fælles følgesvend. Men det kunne jo gå hen at blive godt og givende.

Og hvis du er meget heldig, vinder du måske mandelgaven.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar