Overskygget af døden

juletræ udenfor

Jeg fik alt, hvad jeg ønskede mig. Altså, en negativ coronatest og jul i Mozambique.

Men jeg ville med glæde have givet afkald på det for ikke at få, hvad jeg også fik. Vores jul blev overskygget af døden af tre af vores elskede elever.

Fredag den 11. december var WutomiAgris elever og personale på stranden for at nyde en afslutningsdag og -frokost inden eksamensuge og juleferie.

Og det var en god dag. Men det blev den værste!

Efter frokost var alle elever igen i vandet, men kun, hvor de sagtens kunne bunde. Og det er stadig et mysterium, hvordan det kunne ske, men António, Basílio og Gonçalves må have blevet overrasket af en bølge, en fordybning, hvor de pludseligt ikke kunde bunde, og en stærk strøm. De forsvandt i havet for øjnene af deres gode venner. En redningsaktion blev sat i gang af kystvagten, men der var desværre intet at gøre med de ressourcer, man havde adgang til. (Fra wutomiagri.dk)

Jeg var her ikke, da det skete, men heldigvis fik jeg ingen problemer i forbindelse med min flyafgang den 13. december, så jeg kunne være her tre dage efter. Aldrig før har der været så langt til Mozambique.

Det blev en jul for os med sorg, søgen efter lig og begravelser midt om natten – men også knus og varm kontakt med mange hundreder af mennesker!

Jeg er træt nu. Desværre blev den sidste begravelse først mulig i søndags, og al energi og styrke sivede ud af os alle. Jeg har så mange surrealistiske erfaringer, der skal bearbejdes, men også oplevelser af enorm kærlighed og omsorg midt i det hele – samt en sklerosekrop, der virkede, når det gjaldt.

Jeg vil gerne skrive noget om det alt sammen. Men det bliver ikke i dag! Mine tanker er overskygget af døden. Jeg er træt nu!

Godt nytår.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar