Så kan det ikke være helt galt

Min dejlige niece skal snart konfirmeres. I den anledning har jeg udfordret hende i en lille Rubiks-konkurrence.

Sidst, jeg var hjemme, var vi til fødselsdag i familien. Margrete kom til at pille lidt for meget ved fætter-Nohrs Rubiks Cube, selv om han udtrykkeligt havde sagt, at den ikke måtte komme ud af sin løste tilstand. Pludselig kunne hun ikke få den tilbage igen, og jeg hjalp hende med at skjule det, til vi havde fundet en hjemmeside, der kunne hjælpe os med at trylle terningen retur til udgangspunktet.

Jeg har egentlig altid tænkt, at jeg gerne ville kunne løse en Rubiks – og især da nu, hvor mange af vores venners børn sidder med dem i hænderne. Så vil jeg også!

Margrethe var med på udfordringen. Og vi drønede ud i Føtex en søndag eftermiddag for at købe en til os hver, for jeg skulle flyve hjem til Mozambique den følgende tirsdag. Vi nåede fint hjem til eftermiddagskaffen og fødselsdagslagkagen, så næsten ingen opdagede, at vi havde været væk. Og dog! Vi boblede lidt indeni. Det boblede også lidt over…

Den anden dag kom jeg med et sæt i tanke om den terning. Hvor var den?? Jeg havde glemt alt om den. Åh nej – bare jeg havde den med! Jeg har aldrig set nogen have en i Mozambique. Åh, bare Margrethe ikke var kommet langt foran!

Den var med. Jeg havde jo puttet den i min lille trolley, så jeg ville kunne lege med den på rejsen. Men det havde jeg også glemt. (Og jeg havde jo travlt med at hygge mig med min nye veninde.)

Nå, men så var det jo bare at komme i gang. Jeg googlede lidt, og så gik jeg i gang. Nogle dage brugte jeg på at opfinde rim, remser og sange til de forskellige algoritmer, der i starten virkede helt uoverskuelige at kunne huske udenad.

Jeg nåede at fortryde mit udfald af mosterlig kådhed mange gange. Jeg mener – hvorfor konkurrere med så ung en hjerne, når min egen både lider af alderdom og MS? Men, men! Nu kan jeg huske algoritmerne. Nu kører det.

Så kan det jo ikke være helt galt med den hjerne. Og hvem ved, måske bliver jeg endda så hurtig, at jeg skal gøre mig langsommere med vilje, så Margrethe kan vinde på hendes konfirmationsdag…

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar