Børnene…

Åh det værste i alt det her rod med parforhold og ikke parforhold er bare børnene.

De var blevet glade for ham, og nu er han ikke en del af vores liv mere. Hvordan afslutter man det på den bedste måde, ift dem. Jeg tror det er vigtigt at de får lov at sige farvel, og hvis de har noget de gerne vil sige til ham. Så det har de haft mulighed for, at sige farvel. Jeg kunne mærke på dem at de synes det var akavet, og de vidste ikke hvor de skulle gøre af sig selv. Vi havde snakket om det inden han kom, og vi snakkede om det efterfølgende.

Hvis de ikke får taget afsked med ham, så vil han blive ved med at hænge i deres system, deres indre univers. Jeg har gjort det jeg mente var det bedste for dem. Det er på ingen måde forbudt at tale om ham, det gør vi ofte. På en god måde. Både det vi savner og det vi ikke savner. Jeg forsøger at hjælpe dem til at sætte ord på. Ja, det er altså drenge, og nu skal jeg ikke generalisere, men ingen af mine drenge er specielt gode til at udtrykke sig:) Så må jeg hjælpe..

Jeg er sikker på at det er godt for os at være selv nu. Ingen forstyrrende mandfolk i huset, hi hi.. Udover mine egne drenge, vel at mærke.

Camilla

Jeg hedder Camilla, og jeg er 35 år. Jeg bor i Esbjerg med mine to drenge på henholdsvis 12 og 6 år. Derudover har jeg en søn på 18 år, som bor i Silkeborg. Jeg blev skilt i marts måned 2017. Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet i psykiatrien. Nu arbejder jeg på et døgnbehandlingssted for unge misbrugere uden for Kolding. Jeg fik konstateret attakvis sklerose for 2 år siden, og jeg vil skrive om mit liv med MS og om den svære tid, efter man får konstateret en kronisk sygdom.

Skriv kommentar