Dansk – det er dæleme svært

I min klasse har vi elever der har svært ved at læse og skrive dansk. De har også svært ved at snakke korrekt dansk. Tilståelse: jeg har også til tider svært ved at skrive og tale dansk korrekt. Men er der noget at sige til det? Må jeg egentlig overhovedet starte en sætning med, men? Eller er det okay når det er i en uformelkommunikation som en blog?

Vores mærkelige vokalsystem giver ingen mening! Hvorfor er hest med e og ikke æ? Hvorfor er kost med o – når normalen er at det udtales som å? Eksemplerne er mange! På dansk er der mindst 20 vokallyde. Hvorimod der for eksempel på spansk kun er fem vokallyde… Ikke for at insinuere at spansk er nemt at lære.

Selvom jeg ikke er dansklærer (pyyha!), så elsker jeg at tænke over sproget. Jeg kan godt lide at blive klogere, og jeg elsker, at give det fra mig. Uregelmæssige navneord og udsagnsord, bruger jeg meget tid på at forklare og rette andre på. Det er både mine elever, min søn (Ava skal lige lære at snakke i sætninger, inden jeg tager fat i hende) og mine venner. En af mine bedste venner er et unikum inden for dansksprog. Han er universitetsuddannet, og bruger blandt andet sin tid på at skrive lærebøger om emnet. Ham elsker jeg at komme med små spørgsmål til, så han kan hjælpe mig.

Jeg kan godt forstå at mange mister pusten ved det danske sprog, når så lidt egentlig giver mening. Det danske sprog er en livslang læring, men hvem har sagt det altid skulle være let.

Og til sidst. Hvordan udtaler man egentlig sklerose? Som, skelerose, eller slerose, eller er det sklerose?? Nu blev jeg igen forvirret!

 

 

Martin

Jeg er 30 år gammel og bor på Nørrebro med min kæreste og 2 små børn. Til daglig arbejder jeg som skolelærer i København. Jeg lever et aktivt liv, hvor jeg spiller fodbold, badminton, og dyrker crossfit i min fritid. Jeg fik stillet MS diagnosen i 2008, men jeg lever et helt normalt liv som alle andre . Følg mit liv herinde på bloggen, hvor jeg blandt andet vil skrive om mit liv som far, kæreste, og en stadig forholdvis ungmand med MS.

Skriv kommentar