Den dag idag

Wow, må sige, at jeg ikke havde regnet med, at jeg skulle bruge så mange blogs på at skrive om mit forløb med min datter. Det har været meget svært at begrænse mig, fordi jeg synes det hele er så betydningsfuldt.

Mange tak fordi I ville læse med. Det har været hårdt at gennemleve det igen hver uge, men bestemt også rigtig godt for mig.

Den første tid efter jeg mistede min datter, boede jeg stort set på kirkegården. Jeg synes det var så urimelig at hun skulle være der selv. Jeg kan stadig huske hvordan jeg havde det, i meget lang tid efter, og også den dag i dag. Det at jeg ikke ved hvor hun er henne, det kan ikke passe hun er bare væk. Slettet fra denne verden, som om hun aldrig har været her. Min største rædsel var, og er stadig, at andre skal glemme hende. Det kan jeg ikke bære, hun er så stor en del af mig.

Lucia har fået en plads i mig. Hun lever på en måde videre i mig. Det lyder måske helligt, og det er ok, for mig er det helligt:)

 

Camilla

Jeg hedder Camilla, og jeg er 35 år. Jeg bor i Esbjerg med mine to drenge på henholdsvis 12 og 6 år. Derudover har jeg en søn på 18 år, som bor i Silkeborg. Jeg blev skilt i marts måned 2017. Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet i psykiatrien. Nu arbejder jeg på et døgnbehandlingssted for unge misbrugere uden for Kolding. Jeg fik konstateret attakvis sklerose for 2 år siden, og jeg vil skrive om mit liv med MS og om den svære tid, efter man får konstateret en kronisk sygdom.

Skriv kommentar