Den største smerte i mit liv -10

Den læge der har fulgt os igennem hele forløbet, er også til stede denne dag.

Han siger til os, hvor smukt det er, at vores datter døbes på Lucia dag, og at det så også er hendes navn. Det er så rørende, og ikke en tanke vi selv har tænkt. Men hvad er chancerne lige for det, at hun bliver døbt lige denne dag.

Det gør ikke denne dag mindre speciel.

Vi får snakket med lægen om, hvordan og hvornår vi skal slukke for respirator. Vi beslutter, at det skal være den næste dag. Det vigtigste for mig er, at hun er smertedækket, og at hun på ingen måde skal opleve, hvor ubehageligt det er ikke at kunne trække vejret. Da det er hendes store problem, hvilket hun får medicin for.

Den aften og nat får vi lov at sove på stuen sammen med hende. Jeg takker personalet på neonatal afdelingen for, at de er så rummelige og empatiske. De har været fantastiske hele vejen igennem. Af hjertet tak.

Camilla

Jeg hedder Camilla, og jeg er 35 år. Jeg bor i Esbjerg med mine to drenge på henholdsvis 12 og 6 år. Derudover har jeg en søn på 18 år, som bor i Silkeborg. Jeg blev skilt i marts måned 2017. Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet i psykiatrien. Nu arbejder jeg på et døgnbehandlingssted for unge misbrugere uden for Kolding. Jeg fik konstateret attakvis sklerose for 2 år siden, og jeg vil skrive om mit liv med MS og om den svære tid, efter man får konstateret en kronisk sygdom.

Skriv kommentar