Den største smerte i mit liv -11

Denne nat er frygtelig, tanken om at dette er sidste nat med vores datter. Jeg er taknemmelig for, at det kan lade sig gøre, at vi kan sove i samme rum for første og sidste gang.

Det hele er så tragisk, jeg kan slet ikke forstå hvad det er der sker, og jeg må sige, at jeg er forundret over, hvordan jeg i en situation som denne, kan stå op, få mælken til at løbe til, kan være der for min mand, og at jeg ikke har lagt mig fladt ned for lang tid siden. Det er skræmmende, jeg kører uden tvivl på ren overlevelse.

Denne morgen kommer lægen ind på stuen, og vi snakker igen det hele igennem. De slukker for medicinen hun får, og for respiratoren som hjælper hende med at trække vejret. Hun vil med det samme komme over til mig, og så står læge og sygeplejerske klar, såfremt det bliver nødvendigt med smertestillende.

Lægen har forberedt os på, at de ikke ved hvordan hun reagerer, ej heller hvor længe hun kan klare sig i live uden  medicin og ilt. Måske vi skal have hende med hjem i live, måske kommer drengene til at have tid med deres lillesøster lidt endnu. Vi ved ingenting…. Ligesom alt andet…

Camilla

Jeg hedder Camilla, og jeg er 35 år. Jeg bor i Esbjerg med mine to drenge på henholdsvis 12 og 6 år. Derudover har jeg en søn på 18 år, som bor i Silkeborg. Jeg blev skilt i marts måned 2017. Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet i psykiatrien. Nu arbejder jeg på et døgnbehandlingssted for unge misbrugere uden for Kolding. Jeg fik konstateret attakvis sklerose for 2 år siden, og jeg vil skrive om mit liv med MS og om den svære tid, efter man får konstateret en kronisk sygdom.

Skriv kommentar