Den største smerte i mit liv – 14

Jeg husker tydeligt turen hjem fra sygehuset. Jeg sidder i min egen lille bobble, min mand kører bilen. Jeg har vores lille datter i armene. Jeg tænker, at hun skulle have været i live, og normalvis ville dette have været glædeligt og fuld af forventning, at skulle starte et andet liv, med vores lille datter.

I bilen står tasken pakket, forberedt længe før hun kom hjem. Værelse, barnevogn osv står klar derhjemme.

Hvad skal jeg nu, åh det er ikke til at bære. Tanken om at dette ikke gik som vi havde forventet. Hele min fremtid, alt er  tænkt igennem, det at have en lille datter, at mine drenge skulle være storebror for denne lille prinsesse. Alle de drømme er væk, det tager mig meget meget lang tid, at finde en plads til dette i mit hjerte. Hvad skal jeg nu gøre med al den kærlighed og omsorg som var tiltænkt hende. Jeg har virkelig i den grad mistet noget meget værdifuldt.

Vi kommer hjem, drengene kommer også hjem. Vi får lagt hende på et værelse, hvor vinduer kan stå åbne. Det er meget koldt udenfor, så hun kan fint ligge her til hun skal begraves. Vi tænder lys, drengene ligger bamser og tegninger de har tegnet til hende, her er friske blomster, og det hele er så fint.

Det er rigtig godt for mig, men bestemt også for drengene, at kunne gå til og fra hende. Lige tjekke at hun stadig ligger her, dufte til hende, røre hende. Det er fint og meget betydningsfuldt. En vigtig proces, som var vigtig for os alle.