Den største smerte i mit liv – 15

Jeg havde mange overvejelser ift at skulle have hende liggende derhjemme. Hun skulle i alt ligge der 6 dage, indtil hun kunne blive begravet. Jeg var så bange for, at hun ville ændre sig meget, og jeg ville ikke risikere at mit sidste billede af hende, ville blive anderledes.

Derfor undersøgte vi, om hun skulle ligge i et kapel, men vi kunne ikke få lov til at se hvor hun kom til at ligge. Tanken om at hun skulle ligge sammen med en masse andre, og helt alene og i et stort mørkt rum, kunne jeg ikke klare.

Selvom hun var død, var hun stadig min lille baby, og jeg ville sikre mig at hun ikke var “alene”. Jeg var blevet adskilt fra hende en gang, jeg ville ikke adskilles fra hende igen, ikke før hun skulle begraves.

Dagen hvor hun skal begraves er forfærdelig, puha. Hun skal ned i den kolde jord, helt alene. Nu kan jeg slet ikke være sammen med hende længere, se hende, mærke hende og dufte til hende.

Det er en kold december dag. De største store hvide snefnug daler så fint ned fra himlen. Det er en helt igennem smuk dag. Siden den dag, har sne haft en helt speciel betydning for mig.

Hvert år efterfølgende, når den første sne falder, uanset hvad jeg laver, stopper jeg op, står stille og kigger op i himlen. Jeg bliver altid berørt, og vil for altid mindes hende, specielt sådan en dag<3

Camilla

Jeg hedder Camilla, og jeg er 35 år. Jeg bor i Esbjerg med mine to drenge på henholdsvis 12 og 6 år. Derudover har jeg en søn på 18 år, som bor i Silkeborg. Jeg blev skilt i marts måned 2017. Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet i psykiatrien. Nu arbejder jeg på et døgnbehandlingssted for unge misbrugere uden for Kolding. Jeg fik konstateret attakvis sklerose for 2 år siden, og jeg vil skrive om mit liv med MS og om den svære tid, efter man får konstateret en kronisk sygdom.

Skriv kommentar