Den største smerte i mit liv – 9

Dagen hvor hun skal døbes, er helt speciel. Det er i december måned, der er sne, og meget koldt. Lige præcis denne dag skinner solen så smukt, hvilket den ikke har gjort de andre dage. Der er en helt særlig ro, og det er meget smukt og fredsfyldt, at kunne kigge ud af vinduet, imens vores datter får dåbskjolen på. Denne fine hvide kjole, som er en kjole der er gået i arv i min mands familie, han har haft den på, vores dreng har haft den på. Nu Lucia. Det er helt specielt, i et split sekund glemmer jeg, at vi er på et sygehus, og at vores datter ikke skal leve mange dage endnu.

Dagen er meget fin, vores store drenge er en del af det hele, vi forsøger at synge salmer fra sangbogen, hvilket er utrolig svært. Jeg sidder med Lucia, hvilket er ubeskriveligt.

Vi har et par gange haft hende ved os, fået lov at ligge med hende, i det tidsrum hun nu kunne være med til.

Senere den dag tager vores drenge med min mands søster hjem til Esbjerg igen. Vi er enige om, at de ikke skal være tilstede, den dag hvor vi beslutter at slukke for respirator.

Det er frygteligt at skulle tage afsked med dem, mine dejlige drenge. Når vi ses igen, er Lucia ikke længere i live.

 

Camilla

Jeg hedder Camilla, og jeg er 35 år. Jeg bor i Esbjerg med mine to drenge på henholdsvis 12 og 6 år. Derudover har jeg en søn på 18 år, som bor i Silkeborg. Jeg blev skilt i marts måned 2017. Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet i psykiatrien. Nu arbejder jeg på et døgnbehandlingssted for unge misbrugere uden for Kolding. Jeg fik konstateret attakvis sklerose for 2 år siden, og jeg vil skrive om mit liv med MS og om den svære tid, efter man får konstateret en kronisk sygdom.

Skriv kommentar