Der mangler noget her

mangler

Jeg er på besøg hos en mozambiquisk veninde, Celeste.

Hun fødte en søn sidste onsdag. Men han mangler.

Der var opstået komplikationer under fødslen, og de blev nødt til at lave kejsersnit, da sønnen havde navlestrengen viklet om halsen. En time efter døde han. Han var for svag.

Celeste og hendes mand havde ellers været til kontrol på sygehuset både mandag og tirsdag. Begge dage fik de at vide, at alt var fint.

Såvel mor som søn var ved at dø under den operation. Og Celeste var så svag de følgende dage, at de ikke turde fortælle hende, at hendes nyfødte dreng var død. Det fortalte de først i lørdags. Og der manglede han. De havde end ikke taget et billede af ham. I Mozambique må man åbenbart ikke begrave et barn på kirkegården, når det ikke har levet en dag.

Jeg har så svært ved at forstå, at hun ikke i det mindste måtte se sin søn. Hun havde glædet sig inderligt til at se ham, til at holde ham, til at lege med ham. Nu sidder hun her på en madras på gulvet – med et fjernsyn foran sig, der kører den ene brasilianske sæbeopera efter den anden. Babyen mangler.

Jeg tør end ikke spørge til detaljer til hendes operationssår. Hun skal have stingene fjernet om et par dage. Jeg tror, det er noget virkelig møg at få lavet kejsersnit på et mozambiquisk offentligt sygehus. Især når barnet mangler.

Hendes mand er i skole. Han har timer hver dag efter arbejde. Selvfølgelig er det sådan. Og kommer man ikke på arbejde, er der ingen løn.

Jeg forsøger ikke at udtrykke min enorme frustration mod hele det her system. Det ville nok ikke hjælpe det mindste.

Og ja, jeg er virkelig glad for at være i Mozambique. Men jeg er endnu mere glad for, at jeg ikke er født her – født til at være tilfreds med dette system. Jeg forsøger ikke at tænke den tanke til ende. Jeg mangler ikke.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar