Det er jo ikke retfærdigt

primulatæppet

Pyh! Min verden er fuld af elendighed.

Folk dør af sult, oversvømmelse og kolera længere oppe i Mozambique. De har været udsat for en voldsom cyklon, der højst sandsynligt er fremprovokeret af verdens klimaforandringer, som højst sandsynligt er fremprovokeret af vores ilandes overforbrug. Det er ikke retfærdigt.

Her hænger mennesker rundt i gaderne. De fleste har intet arbejde. Nogle har opgivet. De hutler sig igennem. Nogle kæmper hver dag for at få øje på hver en lille mulighed for at tjene til det næste måltid. De har været udsat for et apatisk syn på livet, som højst sandsynligt er fremprovokeret af ingen tro på egne evner til at gøre noget, som højst sandsynligt er fremprovokeret af mange århundreders undertrykkelse og kolonisering. Det er ikke retfærdigt.

Overalt er der nogen, der bliver rigtigt syge og har brug for lægehjælp. Så er det bedst, hvis de kender en af sygeplejerskerne, der kan sørge for, at de kommer til at se lægen. Men måske har hospitalerne og lægerne ikke midlerne til at hjælpe dem. Så er det bare ærgerligt. De er udsat for et virkeligt dårligt sundhedssystem, som højst sandsynligt er fremprovokeret af korruption og dårlig administration af ressourcerne, som højst sandsynligt er fremprovokeret af få menneskers grådighed og apati. Det er ikke retfærdigt.

God skolegang og uddannelse mangler over hele linjen. Det er højst sandsynligt fremprovokeret af dårlig uddannelse, korruption, apati, undertrykkelse, dårlig administration af ressourcerne og få menneskers overforbrug og grådighed. Det er jo ikke retfærdigt.

Ja, jeg har sklerose. Nogle dage er det noget værre møg! Nogle dage har jeg endda MEGET ondt af mig selv.

I dag har jeg faktisk ingen energi, min krop ryster og gør ondt indeni. Men jeg kan sætte mig hen i min tørre lænestol og kigge ud på havet og solen. Skulle det blive værre, har jeg nogle piller henne i skabet, som jeg gerne må tage. Der i min bløde (og ret grimme) lænestol kan jeg hækle et par flere små blomster, der tilsammen med de andre bliver til noget stort. Nu begynder det faktisk at ligne et primulatæppe!

Jeg kommer aldrig til at sulte eller mangle noget. Det ved jeg bare. Sådan et system har nogen skabt, der hvor jeg er født. Jeg har såmænd tro på mine egne evner til at gøre noget, men det behøver jeg ikke engang. Nogen andre har gjort det.

Det er jo ikke retfærdigt. Men jeg er meget taknemmelig.

Taknemmelig er jeg faktisk også for, at jeg har mulighed for at gøre en lille forskel her. Sidst i februar sendte vi tolv nye unge mozambiquiske iværksættere ud fra vores lille praktiske landbrugsskole. De fleste af dem tror jeg på. Og de tror selv på deres egne evner nu. De skal ikke hutle sig til noget som helst længere, for de har en plan for at lave gode forretninger med landbruget.

Midt i marts startede 14 nye håbefulde unge elever med mere eller mindre definerede iværksætterdrømme. Ja, 14 er ikke så stort et tal ud af godt 30 millioner mennesker i dette land.

Men heldigvis er jeg endnu ikke ramt af apatien. De 14 kommer garanteret til at blive nogle meget fine små blomster i det store værk – med mange frø. Måske er der lidt, der bliver retfærdigt en dag.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar