Det har været savnet – at være sammen om at være fælles

Danmarks Lock Down periode var ikke så slem for mig personligt. Det var ubehageligt i form af virussens karakter og uforudsigelighed, men den ro omkring mig som lukkeperioden skabte, har bare været tiltrængt. Den uro der normalt er omkring mig er ofte fællesaktiviteter. Både de fællesaktiviteter man gider, og dem man ikke gør. Det kan være fester, familiefødselsdage, venners børns fødselsdage, receptioner osv. De fællesaktiviteter jeg er glade for at komme til, ender tit også med at tage mange kræfter fra mig. Det siger sig selv, når man kommer dinglende hjem kl. 05.00 søndag morgen – at aktiviteten ikke er fremmende for ens kommende dage. Men det kan også være at tage hjem til en ven onsdag aften og se fodbold, eller tage på restaurant med min madklub. Jeg elsker at deltage, men de er sjældent befordrende for næste dag, fordi det altid ender med en eller to timers mindre søvn.

Men selvom alle disse aktiviteter tager kræfter fra mig, giver det noget helt andet. Det giver nemlig mig følelsen af samhørighed og glæde i mit liv. Det gør, at andre mine venner omkring mig, stadig ved jeg er i live, og bliver ved med at være en del af deres historie og liv. Specielt nu, hvor man har sin egen familie at bruge al sin tid på, er tiden sammen med vennerne ekstra vigtig! Der er ikke noget værre end at føle sig glemt, og derfor er det vigtigt være fælles om livet og oplevelser – så bliver man ikke glemt, og så føler man sig i live.

Martin

Jeg er 32 år gammel og bor på Nørrebro med min kæreste og 2 små børn. Til daglig arbejder jeg som skolelærer i København, hvor jeg underviser børn og unge. Jeg har altid levet et aktivt liv, hvor fodbold har fyldt rigtig meget, da jeg har en baggrund som elitefodboldspiller. Jeg fik stillet MS diagnosen i 2008, men jeg lever et helt normalt liv som alle andre, “normale” mennesker. Følg mit liv, beskrevet herinde på bloggen, hvor jeg blandt andet vil skrive om mit liv som far, kæreste, og en stadig forholdsvis ung mand med MS. Man er altid velkommen til at skrive kommentarer i kommentarfeltet.

Skriv kommentar