Falsk tillid i Danmark

På talerstolen i folketinget, blev der ved åbningen af samme, talt om at passe på dejlige trygge Danmark. At tillid er en af Danmarks søjler. Det er jeg meget enig i. Vi har en generel sund tillid til hinanden, tillid til retssystemet, tillid til politiet. Det er ret fantastisk, for vi oplever desværre mange lande som ikke har det på samme måde, som vi har i Danmark. Desværre har staten/kommunen/regionen og myndighederne ikke samme tillid til os. Jobsøgende oplever desværre, at jobcentrene kontrollerer og behandler folk som mennesker der ikke vil arbejde, eller prøver at skumme fløden ved at bidrage mindst muligt til samfundet.

Politikerne har ikke tillid til borgerne. Så nu er overvågning og ansigtsgenkendelsesteknologi på vej frem, som et redskab til at bekæmpe kriminalitet. Og spørgsmålet til os andre kan jo altid være; du har jo ikke noget at skjule, har du? Mit modsvar er; har I (magthaverne) noget at skjule? Hvis ikke, hvorfor er offentlighedsloven så ikke blevet fjernet, eller I det mindste lempet?

Al forskning viser, at overvågning af borgere ikke virker (prøv at spørge London). (Nogle) politikere har hellere ikke tillid til retssystemet. De har kun tillid til elitære ligesindet. Det retssystem som skal sikre os borgere, hvis vi en dag skulle bruge en fair rettergang, og ikke et menneskes subjektive holdning, perspektiv eller motiv.

Som jeg har skrevet i det tidligere indlæg, så er det processen, jeg er meget bange for. Vi begynder at opleve, de første skridt i mod et samfund, som jeg ikke ønsker mine børn skal vokse op i. Små sprækker i det fundament, som generationer har kæmpet for, og et samfund som mange misunder. De små sprækker, som til sidst kan ende med forfærdelige følger. Jeg er faktisk hunderad for det!

Vi bliver nødt til at passe på nu! Vi bliver nødt til at være ekstremt kritiske. Jeg tror ikke, det handler om at vores politikere ikke vil passe på os. Jeg tror ikke, det er fordi de er onde mennesker. Men jeg tror, at nogle af politikerne er blevet ramt af en sygdom. En slags forskruet verdens- og borgersyn som kommer til at ramme de svageste i vores samfund. Vi (kronisk sygeramte) er ikke svage mennesker og borgere! Vi er mennesker og borgere med en kronisk sygdom, som vi ikke har valgt. Jeg er bange for vi pludselig (hvis vi ikke allerede er) bliver brikker i stort puslespil, som ingen af os har en chance for at kunne gennemskue, eller være medspillere til. Et puslespil, hvor få hænder bestemmer brikkernes position, og hvor spillets gang er bestemt på forhånd – og vi kan ikke påvirke noget. Sklerose er en alvorlig sygdom, men denne sygdom der er ved at infiltrere vores samfund, ser jeg også som en alvorlig sygdom! Tillid er smukt – det er mistillid ikke.

Martin

Jeg er 30 år gammel og bor på Nørrebro med min kæreste og 2 små børn. Til daglig arbejder jeg som skolelærer i København. Jeg lever et aktivt liv, hvor jeg spiller fodbold, badminton, og dyrker crossfit i min fritid. Jeg fik stillet MS diagnosen i 2008, men jeg lever et helt normalt liv som alle andre . Følg mit liv herinde på bloggen, hvor jeg blandt andet vil skrive om mit liv som far, kæreste, og en stadig forholdvis ungmand med MS.

Skriv kommentar