Fortsættelse til Symptombehandling

Som skrevet i sidste blog, vil jeg gerne være ærlig og komme med et eksempel på hvor det ikke er lykkes mig at give mit barn de bedste forudsætninger.

Jeg har skrevet en del blogs om da jeg mistede min lille datter Lucia. Kort efter hun dør, bliver jeg gravid med min yngste søn. Han bliver 9år lige om lidt.

Det er en graviditet som var fyldt med frygt og bekymring. Jeg var meget bange for at han også skulle dø. Han har uden tvivl mærket denne bekymring, og han bærer på den måde det med sig idag. Jeg var ekstrem overbeskyttende overfor ham, ingen måtte holde ham, det var kun mig som måtte trøste ham, og han skulle for alt i verden ikke mangle noget, og da slet ikke græde. Så jeg stod konstant parat, parat til at gøre det en mor nu gør. Han har ikke mærket sult, for jeg har sørget for at give ham mad hele tiden. Derfor har han ikke mærket det behov, og har ikke fået lov til at udtrykke det, og heller ikke oplevet at hans kald om behov er blevet mødt. Det er en sindssyg vigtig erfaring babyer skal have med sig, det styrker deres identitet og selvværdsfølelse.

Som jeg skrev i sidste blog, så tror jeg på at alle forældre gør det bedste de kan. Det gjorde jeg også, men dette har været misforstået omsorg-fra min side.

Han har bøvlet meget med at mærke hvad hans behov er, specielt toiletbesøg. I en alder af 6 år, skulle han have ble på når han skulle “lave pølser”, og det var kun når han var tryg og var hjemme at det kunne lade sig gøre. Han har lidt meget af forstoppelse og ondt i maven. Nej hvor har han haft ondt i maven.

Så lige der, det er et tydeligt bevis på at min overdrevne frygt og bekymring, har forårsaget hans besvær.

Jeg bebrejder ikke mig selv, og jeg er ikke irriteret på mig selv. Men jeg ville ønske at jeg havde denne viden da han var lille, og selvom jeg så havde det, var det ikke sikkert at jeg kunne have gjort det anderledes.

Men tænk så, med dette konkrete eksempel i baghovedet, hvor meget børn, unge og voksne bærer rundt på. Det burde man medtænke i det psykiatriske behandlingssystem, for at hjælpe vores medmennesker bedst muligt.

Jeg håber at det giver mening det hele, ellers vil jeg meget gerne uddybe det:)

Bum….:)

Al kærlighed til Jer derude, I gør uden tvivl det bedste I kan<3

Camilla

Jeg hedder Camilla, og jeg er 35 år. Jeg bor i Esbjerg med mine to drenge på henholdsvis 12 og 6 år. Derudover har jeg en søn på 18 år, som bor i Silkeborg. Jeg blev skilt i marts måned 2017. Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet i psykiatrien. Nu arbejder jeg på et døgnbehandlingssted for unge misbrugere uden for Kolding. Jeg fik konstateret attakvis sklerose for 2 år siden, og jeg vil skrive om mit liv med MS og om den svære tid, efter man får konstateret en kronisk sygdom.

Skriv kommentar