Fortsættelse til Symptombehandling

Jeg vil skive lidt videre på min sidste blog omkring symptombehandling.

Bogen jeg er igang med hedder “Kroppen holder regnskab”, og den er skrevet af Bessel S.Van der Kolk.

Den beskriver rigtig godt hvad det psykiatriske behandlingssystem er sprunget ud af, hvordan det har udviklet sig igennem årene til hvad det er idag. Neurovidenskaben har i den forbindelse haft en enorm rolle i denne forståelse, blandt andet i arbejdet med traumer. Jeg mener og ifølge denne bog, at psykiatrien idag handler om symptombehandling. I dette forsøg på at symptombehandle, lukker man ned-via medicin, for rædselsvækkende oplevelser, men man lukker også ned for evnen til at leve fuldt og helt.

Eksempelvis, hvis antidepressiv medicin er så effektiv som det siges at være, så skulle depressioner idag være et mindre problem i vores samfund. Trods det bliver forbruget af antidepressiva ved med at stige, og det har ikke gjort det mindste indhug i mængden af indlæggelser for depression. Antallet af indlæggelser er tredoblet i løbet af de seneste 2 årtier.

Øhh ja, det synes jeg er virkelig skræmmende. Og det er bare et eksempel..

Vi er alle underlagt dette system. Hvor har jeg da mange gange stødt på unge mennesker og børn, hvor forældrene har givet op. De afleverer deres kæreste eje, i en tro på at “vi” “fikser” dem/det. I stedet for at tage ansvar, og kigge på hvad der er sket forud for, måske der er sket noget, måske det er forældrenes måde at være forældre på, der har resulteret i at barnet nu mistrives.

Uhh jeg får måske nok nogle huk for at skrive dette, og mange er formentlig uenige. Men sådan må det være.

Og og og, jeg er ikke en skid bedre selv. Jeg har også “fejlet” som mor. Hvilket har resulteret i at mine børn i perioder mistrives. Det vil jeg skrive om i min næste blog.

Jeg er på ingen måde ude på at give nogen skylden, og jeg tror på at alle forældre gør det bedste de kan. Uden tvivl. Men at give en pille og en diagnose, det er ikke løsningen i min verden.

Fortsættelse følger..

Camilla

Jeg hedder Camilla, og jeg er 35 år. Jeg bor i Esbjerg med mine to drenge på henholdsvis 12 og 6 år. Derudover har jeg en søn på 18 år, som bor i Silkeborg. Jeg blev skilt i marts måned 2017. Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet i psykiatrien. Nu arbejder jeg på et døgnbehandlingssted for unge misbrugere uden for Kolding. Jeg fik konstateret attakvis sklerose for 2 år siden, og jeg vil skrive om mit liv med MS og om den svære tid, efter man får konstateret en kronisk sygdom.

Skriv kommentar