Fortsættelse..

Det at jeg har passet ekstra godt på min yngste søn på 8 år, har ikke hjulpet ham den dag idag. Han er mere sårbar, sensitiv, tvivler på sig selv, er bange for mange ting, og har taget meget længere tid om mange ting, som for andre børn er helt naturligt og helt risikofrit. Ex at gå på toilettet selv, at kunne lære at cykle, at lægge sig til at sove osv osv.

Det at jeg har gjort alt for ham, “passet” så godt på ham, banet vejen for ham, har gjort at han ikke tror han kan selv. Han tvivler på sig selv. Da han var helt lille, kunne jeg ikke klare at han skulle græde, ex når han var sulten, så har han aldrig fået lov til at mærke at han var sulten, og givet udtryk for det. Jeg er altid kommet ham i forkøbet, så han ikke nåede at blive ked af det.

Jeg tror på, at det har en helt enorm stor betydning for hans opvækst. Det gør at han den dag idag ikke mærker sine behov som han burde, og ligeledes at han ikke ved hvordan han skal udtrykke sig.

Det er noget jeg er blevet meget opmærksom på de sidste 3-4 år, og jeg øver mig sammen med ham. Så han kan få selvværdet bygget op, og tror på at han godt kan selv. Men det er mega svært, det handler jo om at jeg skal give slip som mor. Det er en hårfin grænse, som jeg synes er møg svær at navigere i.

Jeg kan dog se at jeg ikke er den eneste:) Jeg møder mange unge mennesker igennem mit arbejde, hvis forældre har henvendt sig til psykiatrien fordi de er bekymrede. Forældre som af den ene eller den anden grund har gjort lidt ligesom mig, pakket deres børn ind i bobbleplast.. Der er virkelig mange unge mennesker der betaler prisen for det. Jeg vil så gerne sprede budskabet, til alle de småbørns forældre derude. Hvis nogen kunne lære at mine fejl, det tror jeg på ville hjælpe mange.

Jeg ønsker på ingen måde at nogle føler sig anklaget eller får dårlig samvittighed, for jeg har ikke været et hak bedre. Det er aldrig for sent at rette ind, rette op.. Det hjælper mig at tænke sådan:)

Vi gør jo som vi gør af en grund, og jeg tror på at alle forældre gør deres bedste, udfra det de kan og formår.

 

 

Camilla

Jeg hedder Camilla, og jeg er 35 år. Jeg bor i Esbjerg med mine to drenge på henholdsvis 12 og 6 år. Derudover har jeg en søn på 18 år, som bor i Silkeborg. Jeg blev skilt i marts måned 2017. Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet i psykiatrien. Nu arbejder jeg på et døgnbehandlingssted for unge misbrugere uden for Kolding. Jeg fik konstateret attakvis sklerose for 2 år siden, og jeg vil skrive om mit liv med MS og om den svære tid, efter man får konstateret en kronisk sygdom.

Skriv kommentar