Jeg vil tilbage til glæden ved skrald

sol, sand og skrald

I morges, da jeg var nede for at svømme og løbe lidt på stranden, endte jeg i stedet med at hjælpe de kvinder, der tjener en skilling på at forsøge at holde stranden fri for skrald. Jeg fyldte tre plastikposer – så kunne jeg ikke mere fysisk, men stadig var der skrald nok til at fylde mange flere poser.

I går var det en meget varm søndag, og stranden var fuld af mennesker. Når der så godt som ingen skraldespande findes, er det dømt til at gå meget galt.

Og alt det gale er jeg kommet til at fokusere mere og mere på. Jeg bliver ked af det og frustreret, hvilket der jo ikke kommer noget konstruktivt ud af. For tiden er min mand meget bedre end mig til at koncentrere sig om det, vi kan gøre noget ved – og tage lettere på alt det andet.

Jeg vil også kunne det igen. Jeg vil sige pyt og have min afrikaglæde tilbage.

Det er sjovt. Jeg har lige søgt på ”Argentina” i bloggen, da jeg skrev om hende i sidste uge og ville se, om jeg har gjort det før. Det har jeg ikke direkte, men jeg har åbenbart skrevet fra hendes stue i 2012, hvor vi havde været flyttet hjem til Danmark i et halvt år.

Jeg vil finde tilbage til denne dybe kærlighed til Mozambique – måske endda til glæden ved skrald…

THIS IS AFRICA – BABE

Lisbet, August 29, 2012

Jeg er på vej i mit gamle kvarter. På gåben. I sandet. Altid sand. Altid skrald.

Hvad i alverden er det, der gør, at jeg endda føler en enorm glæde ved at gå her i skraldet?? Hvor lugten af rådden bananskrald kæmper med lugten af andre bagte madrester, brændt tis, støv, en forbipasserendes parfume, en andens sved – vi hilser alle på hinanden – og så en vind med duften af mad. Noget bliver stegt i olie. Meget olie. Sødligt.

Og så er der lydene. Børn der leger. En nanny, der råber efter nogle drenge. Fugle. Både dem, der pipper og dem, der skræpper. En hane galer. Og så de dér insekter, jeg aldrig rigtig har lært, hvad hedder. De larmer. En god larm.

En stor dreng pifter. Men ingen græder! Og jeg hører ingen hunde! Musik lyder fra skrattende højtalere. 80’er-musik. Meget hyggeligt. Og den skratten har jeg for længst lært at leve med. Jo højere, jo bedre.

Der er mange mennesker. Overalt. Smukke mennesker!

Lige før gik jeg forbi skolen. Udenfor muren stod kvinder og drenge linet op med små boder med farvestrålende slik og andet sukkerhalløj. Unge mennesker i deres smarte skoleuniformer havde måske frikvarter. I hvert fald stimlede de sammen omkring boderne. Pigerne fniste, da jeg gik forbi. Nu er jeg fremme. Jeg skal besøge en veninde. Klokken er 9.45. Jeg er lidt forsinket. Skulle være her 9.30. Men Argentina er ude, siger hushjælpen, der viser mig ind i stuen. Hun vil tænde for TV’et – og bliver meget overrasket, da jeg takker nej. Jeg kan lige udnytte tiden til at skrive min blog. Så her jeg sidder i sofaen med benene oppe og nyder det gode internet på min smart phone.

Udenfor kommer et optog forbi. Jeg kan ikke se dem. Kun høre. Men jeg ved, at de danser. På den der måde, hvor de i rytmer stamper det højre ben frem. Og at kvinderne alle har capulanaer på. I alle farver og mønstre. De lyder glade. Men trods det kan det godt være et begravelsesoptog. Jeg hører ordet halleluja blandt alle de uforståelige ord på shangana.

Klokken bliver 11. Og nu hører jeg Argentinas stemme udenfor. Jeg minder mig selv om, at jeg har bestemt ikke at blive irriteret en eneste gang disse tre uger. “This is Africa, babe!” Hvor mange gange mon Gina har mindet mig om det?

Så jeg smiler. Og nyder at være sammen med dejlige Argentina.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar