Lidt om verdens uforudsigelighed

Besoeg Maimuna

Efter jeg skrev om Maimuna sidst, kunne jeg ikke holde op med at fundere over det omvendte og særegne i forholdet mellem vores to verdener lige nu.

Indtil videre kan man regne med forholdene i Mozambique. Jo, vores venner og vores medarbejdere på skolen er frygtsomme og bekymrede – men ellers går livet videre, som det altid har gjort.

Da Coronakaosset satte i gang, havde jeg vældigt ondt af os – at vi var strandet her i Danmark. Men som dagene gik, og det vanvittige omfang gik mere og mere op for os alle, blev jeg flov over min første reaktion.

Kurt og jeg har det jo godt. Vores familier har det godt. WutomiAgri kører videre i Mozambique. Jo, de savner os og mener, det hele ville være nemmere og bedre, hvis vi var der. Men vi bliver også lidt stolte af at se, hvordan vores skoleleder klarer alle udfordringerne. Og jo, der er ikke så meget sol og varme her i Danmark, men det overlever vi nok også! Når alt kommer til alt, er jeg ret taknemmelig over at være dansker – og over at være lige hér lige nu.

Pudsigt nok er Maimuna tit indblandet, når jeg bliver mindet om verdens uforudsigelighed og uretfærdighed. Jeg søgte lidt på gamle indlæg, jeg har skrevet om hende – og som ikke længere er mulige at finde her på bloggen. I juni for to år siden tænkte jeg også tilbage – til oktober 2011. Her kommer mine tanker lige igen.

Juni 2018

Det er altid sådan, når jeg har været væk fra Mozambique et stykke tid, at jeg glemmer mange af besværlighederne og udfordringerne. Jeg bliver lidt for irriteret, når ting går langsomt eller ikke virker.

Jeg har taget min værn af kynisme af, så det gør ondt, hver gang jeg går forbi en gammel kvinde eller et barn, der sidder på jorden med hænderne strakt op imod mig i håb om at få lidt brød eller penge til sukker til teen.

Maimuna gør og siger tit ting, der får mig til at se det store perspektiv – og alle mine velsignelser. Der er en god grund til, at jeg er her. Og småproblemer vælter ikke mit liv!

Jeg faldt over et knap syv år gammelt indlæg på bloggen. Maimuna har åbenbart altid været (ubevidst) god til at give mig en fin lærestreg. Disse gamle blogs er ikke længere offentligt tilgængelige, så jeg bliver nødt til at citere mig selv.

Jeg kunne næsten have skrevet det i dag. Men alligevel ikke. Her er faktisk sket noget på de syv år. Langt de fleste i landsbyerne har nu deres egen vandhane på matriklen. Maimuna har ikke kun vandhane. Hun har nu også et hus bygget af mursten – om end kun to værelser ind til videre, men de står der solidt og vandtæt! Og os? Vi har sandelig fået en vandtank, der står noget højere end huset…

Oktober 2011

Endnu engang her til morgen blev jeg offer for livets ironi – der forhåbentlig lader mig tilbage med en lille smule visdom og taknemmelighed i rygsækken…

Vi har (igen!) haft en periode med store problemer hos vandselskabet – og derfor kun haft vandtilførsel til huset få timer hver dag. Selvfølgelig tager de bedrestillede husejere højde for dette fænomen, og vi har en 1000-liters vandtank, der fyldes op, når vandet er der. Men alligevel kan jeg irritere mig nærmest grænseløst, når det ikke er, da reservetankens lave højde ikke giver tryk nok til, at varmtvandstanken kan fyldes – og varmt bad bliver efter ”koge-vand-over-gas-hælde-i-balje-øse-med-kop-metoden”…

Efter nogle dage med vandmangel i området begyndte tankene rundt omkring ved brøndene, hvor almindelige mozambiquere henter deres vand i 20-liters dunke, at tømmes – og folk måtte finde på alternativer… Flere unge kvinder kom tilfældigt forbi vores hus – og kunne da lige fylde dunken ved vores udendørs hane i samme anledning.

Godt nok kom en pige en morgen og spurgte om lov til at fylde én dunk, men da jeg gik ud nogle timer efter, var hun stadig i færd med at hente vand… Fortørnet og nok også lidt gal blev jeg og sendte hende væk med den besked, at det var forkert at stjæle – og at jeg heller ikke havde vand nok! Jeg håber virkelig ikke, hun kunne læse mine tanker, da jeg var grundigt irriteret over, at jeg nu ikke kunne vaske tøj i min vaskemaskine, inden vandselskabet fik løst problemet…

Efter en lille uge var vandsituationen atter nogenlunde stabil, og igen skulle man her i huset blot åbne for hanen til bruseren – og trykke på knappen til vaskemaskinen.

Denne mandag morgen kom Maimuna på arbejde med rigtig meget at berette efter weekenden. Hun fortalte blandt andet glædestrålende, at de var begyndt at føre vand til husene i hendes kvarter. Godt nok ville det koste 400 kroner, men man kunne få kredit, hvis man blot betalte startbeløbet på 130 kr. Allerede havde flere af naboerne fået en vandhane ved deres huse, og hun mente nok, hun ville kunne få råd efter denne måneds lønudbetaling.

Maimuna remsede op – alle de fantastiske velsignelser en vandhane ved huset ville betyde… Alle de hårde ture med 20 liter på hovedet, man kunne spare – for når der skal vaskes tøj til 5 mennesker, bades, vaskes op, drikkes og laves mad, er det ikke så lidt!

Det var ikke svært at blive revet med af Maimunas jubel! Og måske skulle jeg blive lidt bedre til at sætte pris på, at jeg rent faktisk altid kan åbne for vandet herhjemme – og endda indenfor i både køkkenet og badeværelset!

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar