Ny metroring var en glædelig overraskelse

Jeg skulle en tur til blogmøde i oktober måned. Ud over jeg havde glædet mig til at se mine kollegaer igen, havde jeg også glædet mig til at tage en tur i den nye metro. Jeg vælger i denne blog at se bort fra, den ballade der har været om arbejdsvilkår, økonomisk snyd osv., og vælger at se på, hvad den nye metro gør for mit liv som beboer i København. Ved at vælge dette perspektiv, kan jeg forholde mig nogenlunde konkret.

Jeg havde endelig taget mig sammen til at bestille et rejsekort. Rejsekortet skulle nu i brug, og den gamle jernhest fik lov til at få en lille pause. Der er kommet 3 nye metroer lige omkring mit nabolag. Da mødet var inde i byen, kunne jeg nu finde ud af om, metroen ville give mig rejsefrihed, og samtidig spare mig tid. Det gjorde den i den grad.

Jeg cyklede hen til den nærmeste metro (3 min.), og herefter kunne jeg tage den nye metroring til Højbro Plads. I alt tog turen 20 min. Oven i købet kunne man ikke modtage forbindelse til nettet i metroen, hvilket gjorde turen meget mere behagelig, så man ikke blev draget af at tage smartphonen frem, for at tjekke de nyeste nyheder, eller læse ligegyldige opslag på FB eller Instagram.

Metroringen gør at jeg nu kan tage metroen næsten til døren om natten, når jeg en gang i mellem får forvildet mig i det københavnske natteliv, eller hvis jeg er hos mine venner på Vesterbro. Cyklen skal stadig holdes ved lige, men bare at muligheden er tilstede, giver mig en ekstra frihed. Jeg synes at de nye metroer er smukke og lige præcis det, som København mangler for at være en endnu bedre storby i Europa.

Martin

Jeg er 30 år gammel og bor på Nørrebro med min kæreste og 2 små børn. Til daglig arbejder jeg som skolelærer i København. Jeg lever et aktivt liv, hvor jeg spiller fodbold, badminton, og dyrker crossfit i min fritid. Jeg fik stillet MS diagnosen i 2008, men jeg lever et helt normalt liv som alle andre . Følg mit liv herinde på bloggen, hvor jeg blandt andet vil skrive om mit liv som far, kæreste, og en stadig forholdvis ungmand med MS.

Skriv kommentar