Stille spørgsmålstegn

Jeg har skrevet en blog før, som omhandlede det at turde undre sig. Denne er lidt i samme tråd med den. Man skal være klar over, og bevidst om, at når man undrer sig og stiller spørgsmåltegn til tingene, kommer man på lidt hårdt arbejde, det kan man i hvert fald gøre. Det kan være ekstremt ensomt, man kan blive ekskluderet, og ikke mindst gøre en upopulær blandt andre. Hmm ja. Jeg har i mit arbejdsliv altid gjort det som andre gjorde, fulgt strømmen og flertallet, men i de sidste par år er jeg blevet mere modig, eller skulle man sige lettere dumdristig.

Jeg mener bestemt ikke man skal gøre, som man altid har gjort, og at det er sundt og godt at stoppe op og tænke om det man laver fortsat giver mening, eller der skal ændres noget. Jeg arbejder i et fag, hvor det virkelig ikke er velset at tænke ud af boksen, og hvor det at have hovedet under armen er en styrke. Det synes jeg så på ingen måde. Så jeg stiller spørgsmålstegn, og undrer mig over nogle arbejdsgange som virkelig er langhårede og ikke giver nogen mening. Men det har konsekvenser for mig. Det havde jeg ikke tænkt på, at det kunne have.

Jeg kan godt blive lidt irriteret på mig selv, over hvorfor jeg gør det. For jeg gør det da bestemt ikke nemmere for mig selv. Arghh dilemma..

Hvis andre derude er gode til at undre Jer og stille spørgsmål, så hav lige for øje at det kan have konsekvenser.

Camilla

Jeg hedder Camilla, og jeg er 35 år. Jeg bor i Esbjerg med mine to drenge på henholdsvis 12 og 6 år. Derudover har jeg en søn på 18 år, som bor i Silkeborg. Jeg blev skilt i marts måned 2017. Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet i psykiatrien. Nu arbejder jeg på et døgnbehandlingssted for unge misbrugere uden for Kolding. Jeg fik konstateret attakvis sklerose for 2 år siden, og jeg vil skrive om mit liv med MS og om den svære tid, efter man får konstateret en kronisk sygdom.

Skriv kommentar