Træt af at være træt

morgen fra altanen

Jeg tog dette billede fra vores altan til soveværelset i morges klokken fem. I øjeblikket følte jeg mig frisk, men sengen trak mig tilbage til en sidste times søvn i stedet for en morgendukkert.

Vi har haft besøg en lille uges tid af gode venner fra Danmark. Vi forsøgte at vise dem hele vores liv, så vi havde travlt… Nej, vi tog det meget roligt – med god tid til at nyde stranden og havet også. (Emil, 9 år syntes dog på ingen måde, vi brugte nok tid i det hav.)

Jeg nød at være sammen, at lege og at grine. Men om aftenen, når børnene var kommet i seng, og den dejlige stille tid med et glas vin og en dybere snak indfandt sig, gik der aldrig lang tid, før jeg hverken kunne holde øjnene åbne eller spørge ind til noget som helst. Jeg dejsede om til lyden af gode kendte stemmer.

Jeg er faktisk slet ikke så ramt af sklerosetræthed længere. Det er efterhånden mange år siden, at jeg næsten altid endte sovende på sofaen, når vi var i byen eller havde gæster. Men i perioder bliver jeg stadig slået tilbage. Og selv om jeg synes, jeg er blevet ret god til at tackle livet med MS og mine dertilhørende symptomer, bliver jeg stadig umådeligt ked af det, når jeg misser de dyrebare øjeblikke med gode gamle venner!

Heldigvis kender de mig. De ved, at jeg ikke er så rask, som jeg prøver at se ud til at være. Men stadigvæk har jeg svært ved at sige pyt! Når nogen har rejst en kvart omgang om jorden for at besøge mig, ville jeg helst ikke kvittere med at lukke ned for kontakt.

Lige nu er jeg træt af at være træt! Men jeg er bange for, at jeg bliver nødt til at lave en strategi for, hvordan jeg lærer at acceptere ikke at slå til, som jeg helst ville.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar