Ved graven

JULIFØLJETON (del 2 af 4)

Nu er der en masse mennesker, der går samme vej. Vi tager et par gamle tanter med i bilen. De har ikke mundbind på, så jeg tænker, det er i orden, at jeg heller ikke tager mit på. På shangana siger vi godmorgen og hvordan går det? Det går godt, tak. Nu er mit ordforråd nærmest brugt op, kvinderne taler ikke portugisisk, og Kurt har heller ikke rigtigt flere ord på shangana, der passer ind i sammenhængen, så vi smiler, siger tak et par ekstra gange og kører ellers videre i tavshed.

Det holder op med at regne nu, netop som vi kommer frem. Kurt og jeg tager hinanden i hånden og følger efter de andre ned til graven. Da vi gik her i december, var luften tyk af sorg. Og vi forsøgte på trods af mørket at have et øje på alle vores elever, der kæmpede med følelserne på hver deres måde. I det mindste er det lidt nemmere nu. Lyset hjælper. Og vi skal bare holde styr på os selv.

Vi stiller os tæt rundt om graven. Her er nok cirka hundrede mennesker – så det er bare lige de nærmeste. Vi smiler til hinanden bag vores mundbind. Og der er en del – især ældre kvinder – der smiler både uden mundbind og uden tænder. Vi synger nogle sange på shangana. Jeg kender dem efterhånden ret godt fra kirken og situationer som denne, så jeg synger med på samme måde, som jeg sang engelske sange som barn. Jeg tænker normalt ikke engang over, at jeg ikke kender ordene.

Basílios far står og græder uden lyd. Tårerne triller ned ad kinderne på ham. En ung pige begynder at hulke højlydt. Jeg tror, det er Basílios søster. Hun ligner ham. Eller – hvad hedder det? Lignede?

Nu taler præsten. Han ser rar ud. Han taler kun shangana, så jeg forstår nærmest intet. Xikwembu hører jeg et par gange. Det betyder Gud. Jeg tror, den rare præst siger, at Basílio er hos Gud. Det er jo godt, men jeg græder alligevel.

Nu bliver der delt afskårne planter ud, og vi skal åbenbart gå op at stikke dem ned i det sand, der er formet op som en høj over graven. Der bliver også stukket planter ned i sandet ved de omkringliggende grave, og en kvinde og en mand går rundt og vander. De vander og vander – alt for meget. Planterne skyller ligesom væk, og det går op for mig, at det nok ikke er planterne, de giver vand, men forfædrene. Nåh ja, kristendom og traditionelle religioner bliver ofte blandet, når det kommer til ritualer.

(Fortsættes i næste uge.)

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar