Når Superwoman får udfordret sin næstekærlighed

I forgårs ville jeg skrive om det at føle sig som sin væltende flagstang og en superwoman med intense kræfter på samme tid. Ja, det er åbenbart muligt…

I går ville jeg komme med et par tanker til talemåden, “Hvad du ikke har i hovedet, må du have i benene.” For mig blev det til: ”Hvad jeg ikke har i hovedet eller i benene, er det godt at have i hjælp fra gode mennesker.”

Nu sidder jeg i mit sidste fly på vej hjem til Mozambique. Min deadline for denne blog er i dag. Jeg skriver med en blå kuglepen på min blok. Tøhø, blog – blok. Er det næsten lige så sjovt som fuck – fuck i Den Eneste Ene??

Det er ikke, at jeg har mistet lysten til at bruge mine tanker fra de andre dage. Men jeg er blevet slået helt omkuld af mødet med Naseem i det første fly. Altså, på den gode måde.

Jeg er med tiden blevet til sådan en doven rejsende med alle mulige egoistiske vaner. For eksempel sørger jeg altid for ikke at komme i snak med min sidemand før til sidst på en flyvning. Så er jeg sikker på at få min skønhedssøvn. Men i dag gav Naseem ikke sådan lige op. Og hun var både sød og sjov, så på trods af mine forsøg på at holde afstand, endte det med, at jeg havde lovet hende følgeskab og hjælp til at komme på Wi-Fi, når vi ville komme ind i lufthavnen i Doha. Nåh ja, og så ville jeg da selvfølgelig også gerne hjælpe hende med at finde ud af, hvilken gate hendes næste fly til Pakistan ville gå fra.

Og da vi kom til Doha, hørte jeg mig selv spørge, om hun ikke ville med hen i loungen at vente. Jeg havde helt lyst til at bruge min sidste gæsteadgang på hende. Det tror jeg da sagtens, at Kurt vil kunne forstå, når vi skal sammen til Danmark til maj! Ja, ja – og selvfølgelig kunne jeg da også følge hende hen i gaten. Det var ikke såå stor en omvej.

Jeg har ikke indhentet min manglende søvn. Men jeg er glad. Naseem sørgede for at holde snakken gående. Hun var ikke helt tryg ved at flyve alene – og så for første gang over Qatar. Jeg forsøgte at smitte hende med min ro. Vi havde mange ting at tale om. Hun smittede mig med sin nysgerrighed – og lyst til at få endnu et nyt menneske ind i sit liv.

Naseem glædede sig. Hun skulle besøge familien i Pakistan. En nevø skulle giftes. Det var længe siden, de havde været der sidst, og nu var hendes mand lidt for gammel og syg til at tage med.

Først ville jeg ikke tro på, at Naseem også var gammel, men jo, den var god nok. Og alligevel fik hun mig til at føle mig ung og fri – og på eventyr i Doha lufthavn.

Vi kom ind helt nede i den yderste ende, og Naseem havde i flyet udtrykt sin bekymring for at skulle gå langt. Så vi tog toget til min lounge. Det var også en første gang for mig. Det tog tre minutter, men jeg smilede hele vejen.

Jeg har fået mig en god portion søvn i det sidste fly. Jeg har egentlig lært meget de sidste par dage. Men det største er nok, hvad jeg lærte af mødet med min nye veninde, Naseem. Min næstekærlighed var blevet lidt slidt i kanten – i hvert fald når jeg flyver og mener, at det er min kvalitetstid med mig selv. Det skal jeg åbenbart passe på med. Jeg vil jo nødigt gå glip af flere nye eventyr som dette i nat.

Senere må jeg komme tilbage til de foregående dages læring om superwoman og hvad, jeg gør, når både hovedet, benene og armene ikke spiller maks.

Lisbet

Jeg blev født sidst på året i 1977, så de 40 år er nået. Det har før skræmt mig mere, end det gør nu. Jeg elsker at være sammen med gode venner og familie, opleve noget nyt, rejse, hækle, lave/bygge smukke ting, spise god mad, bage og lave nye opskrifter, hoppe i trampolin, rutsje i rutsjebaner – gerne med vand, køre stærkt, svømme (om kap med fisk), læse, arbejde i haven, danse, spille spil, vinde, være i Mozambique, samarbejde for en god sag, undervise og at dele liv med min dejlige mand, Kurt, som jeg har været gift med siden år 2000. Jeg fik konstateret MS i 2002, og vi valgte børn fra nogle år efter, da jeg de første 5 år efter diagnosen var meget svag af MS. I 2009 til 11 var vi i Mozambique for at bygge landbrugsskole. Nu er vi rejst herned igen. Her på bloggen skriver jeg om dét, der optager mig, og de både gode og svære sider af mit liv med MS.

Skriv kommentar