Jeg vrikker stadig med tæerne i min egen selvopfundne lydighedsprøve

Det tager tid at vænne sig til at have en kronisk, kritisk sygdom og specielt de første år var jeg meget opmærksom. Jeg vågnede flere gange om natten for lige at mærke om alt nu stadig var ok. Jeg bad min tæer vrikke. Forstod de og adlød de mon ?

Jeg vågner heldigvis ikke hver nat mere, men lydighedsprøven bruger jeg stadig. Den selvopfundne lydighedsprøve. En slags alt er ok, kaptajn.

Fra tid til anden og i nogle periode, mærker jeg sygdommen mere. Jeg mærker den hver dag, men nogle dage og nætter mere end andre dage og nætter.

Tilbagevendende er uro og ondt i benene og dér kommer lydighedsprøven i brug: jeg er bevidst og udsteder en kommando: tær, vrik !

Indtil nu har de adlydt og der spreder sig en lettelse øjeblikkelig.

Det lyder måske dumt og åndssvagt og….men det virker nu for mig. Og det er det vigtige.