Diagnosen stilles på baggrund af en grundig sygehistorie og en neurologisk undersøgelse, hvor nervesystemets funktion vurderes. Dette kombineres med andre undersøgelser.
Diagnosen bygger derimod på en grundig sygehistorie og en neurologisk undersøgelse, hvor nervesystemets funktion vurderes kombineret med andre undersøgelser. Man foretager en såkaldt MR-scanning, undersøger rygvæsken ved hjælp af en lumbalpunktur og endelig måler man, hvor hurtigt nerverne leder signaler. At lægerne skal bruge flere forskellige undersøgelser, betyder også, at det kan tage tid, førend de kan stille diagnosen. Det kan også være nødvendigt at gentage undersøgelserne efter et stykke tid for at sikre diagnosen.
Siden 2001 har man haft nogle internationale kriterier, der bliver brugt, når man skal afgøre, om man lider af multipel sklerose eller ej. Disse kriterier kaldes McDonald kriterierne. Kriterierne betyder, at man skal kunne vise, at sygdommen har haft en spredning i både tid og sted. Det vil sige, at der skal være fundet inflammation på forskellige steder i centralnervesystemet ved mindst to lejligheder. Hvis et menneske to gange har haft tydelige symptomer fra forskellige områder af centralnervesystemet, og hvis symptomerne begge gange har varet mere end et døgn, kan en neurolog, under visse omstændigheder, stille diagnosen multipel sklerose – hvis andre årsager allerede er udelukket.
Med en MR-scanning kan man dels se nye igangværende inflammationer men også ar efter gamle inflammationer, de såkaldte plak, der er forekommet i forskellige dele af centralnervesystemet. Teknikken gør det muligt at stille diagnosen tidligt i sygdomsforløbet. Det er vigtigt, fordi man så kan begynde med den rigtige behandling hurtigere.
En MR-scanner gør det også muligt at se, hvad der sker under selve sygdomsforløbet. Blandt andet kan lægerne følge sygdommens udvikling og desuden kan de følge effekten af det lægemiddel, der skal bremse sygdommen. Der er dog ingen klar sammenhæng mellem fund på MR-scanning og den enkeltes symptomer og forløb.
Ved en MR-scanning ligger det menneske, der skal undersøges, inde i en stor, cylinderformet magnet og udsættes dér for et pulserende magnetfelt, der er 10.000 – 30.000 gange stærkere end jordens magnetfelt.
Atomkernerne i vores krop peger normalt i forskellige retninger, men under påvirkningen af det stærke magnetfelt i scanneren rettes de parallelt med hinanden. Det gør, at de slås ud af deres naturlige position. Når magnetfeltet derefter slås fra, og atomkernerne falder tilbage i deres naturlige position, afgiver de radiobølger. Det er disse radiobølger, der ligger til grund for det dannede billede. Radiobølgerne registre- res af MR-scanneren, og en computer omdanner dem til et billede på en skærm. De punkter, hvor der er betændelsestilstande ved multipel sklerose, indeholder mere vand end det omgivende hjernevæv.
På billeder taget i en MR-scanner fremtræder disse punkter oftest som millimeterstore, hvide pletter – også kaldet plak. Men billeder fra en MR-scanner er ikke alene nok til at stille diagnosen multipel sklerose. Det vigtigste er en kortlægning af patientens nuværende og tidligere symptomer samt eventuel funktionsnedsættelse – kombineret med en neurologisk undersøgelse og lumbalpunktur.
En rygvæskeprøve – også kaldet lumbalpunktur – er en undersøgelser af rygvæsken, som har betydning ved diagnosticering af mange forskellige sygdomme i centralnervesystemet, og altså også multipel sklerose. Ved prøven tages nogle milliliter rygvæske ud ved at stikke en tynd nål ind i rygvæskekanalen i lænderegionen. Rygvæske er en klar og farveløs væske, der dannes i hjernens hulrum og omgiver hjernen og rygmarven. Når man har udtaget rygvæsken, bliver den sendt til analyse. Hvis du lider af multipel sklerose, vil undersøgelsen typisk afsløre tegn på inflammation i rygvæsken, noget der gør diagnosen mere pålidelig.
Neurofysiologiske undersøgelser benyttes ikke lige så tit i dag, men de kan stadig være en hjælp ved diagnosticeringen af multipel sklerose. Ved disse undersøgelser registreres, hvordan impulser overføres gennem nervefibrene. For eksempel undersøges nerveledningshastigheden i syns- eller hørebanerne. Man kan også undersøge nervebaner fra arme og ben til hjernen – og omvendt.