Multipel sklerose er en kronisk, neurologisk sygdom i centralnervesystemet, som ca. 16.000 mennesker lever med i Danmark. Hvert år diagnosticeres ca. 650 nye tilfælde.
Centralnervesystemet består af stor- og lillehjernen, hjernestammen og rygmarven. Sygdommen kan endnu ikke helbredes. Derimod findes der lægemidler, som kan påvirke og bremse sygdomsforløbet.
Gennem centralnervesystemet modtages, bearbejdes og sendes information ved hjælp af nerveceller. Disse er sammenknyttede med nervefibre, der kaldes aksoner eller nervetråde. Langs nervefibrene sendes information som svage elektriske signaler.
Når man har multipel sklerose fungerer kroppens centralnervesystem ikke 100% som det skal. På grund af sygdommen bliver transporten af kroppens signaler gennem centralnervesystemet ”saboteret”.
For at overførslen af information skal gå hurtigt og sikkert, er nervefibrene omgivet af et hvidt fedtrigt lag, der bliver kaldt myelin. Men når du har multipel sklerose, opstår der en betændelseslignende tilstand, en såkaldt inflammation. Den skader og nedbryder myelinet. Når myelinet bliver nedbrudt, kaldes det demyelinisering. Betændelsen og nedbrydningen af myelinet påvirker og forhindrer af og til helt overføringen af de elektriske signaler, hvilket igen udløser forskellige symptomer. Hvilke symptomer du oplever, afhænger af, hvor skaderne i centralnervesystemet opstår.
Når inflammationerne i centralnervesystemet heles, kan nervesystemets funktion helt eller delvis genvindes, og myelinet rundt om nervefibrene kan bygges op igen. Det kaldes også for remyelinisering.
En autoimmun sygdom er en sygdom, der opstår på grund af fejlsignaler i kroppens eget immunsystem. Normalt beskytter immunsystemet vores krop mod virus og bakterier, men ved multipel sklerose opfatter immunsystemet af én eller anden grund nervevævet som noget fremmed og går til angreb. Fejlen fører til, at immunsystemet reagerer mod og angriber kroppens eget væv. Det fører til, at der i centralnervesystemet opstår betændelse, der blandt andet skader og nedbryder myelinet.
Sygdomsprocessen i centralnervesystemet kan skride fremad, selvom der ikke altid er mærkbare attakker. På sigt fører dette til et mindsket nervevolumen, som kaldes atrofi. Det betyder også, at du kan have inflammationer i centralnervesystemet, før du får dine første tydelige symptomer. Ved undersøgelser med magnetisk resonans, MR-scanning, kan man for eksempel tit se flere nye inflammatoriske områder i centralnervesystemet, uden at du har mærket nogen symptomer derfra.
Der findes ikke et specifikt gen, som er årsag til at multipel sklerose bryder ud. Derimod har man fundet ud af, at visse gener, især dem, der styrer immunsystemet, kan øge risikoen for multipel sklerose. Forskere mener, at multipel sklerose er multifaktoriel. Det betyder, at der er flere forskellige faktorer, der tilsammen udløser sygdommen. For eksempel hvis du har en arveligt betinget følsomhed i kombination med én eller flere ukendte miljøfaktorer.
Hvis din far eller mor har multipel sklerose, så er risikoen for, at du udvikler multipel sklerose noget højere, end hvis ingen i familien har sygdommen. Men risikoen er stadig så lille, at man normalt ikke fraråder mennesker som lever med multipel sklerose at få børn. Risikoen for at udvikle multipel sklerose stiger fra ca. 1–1,5 promille, for dem uden multipel sklerose i familien, til ca. 2% for børn af forælder som lever med multipel sklerose.
Man plejer at tale om tre forskellige typer multipel sklerose. Attakvis-, sekundær progressiv- og primær progressiv multipel sklerose.
Den almindeligste form er attakvis multipel sklerose, som rammer cirka 80-85%. Sygdomsforløbet er karaktericeret ved tilbagevendende attakker i kortere eller længere perioder.
Den attakvise form for multipel sklerose kan blive til sekundær progressiv multipel sklerose som medfører gradvist tab af funktioner uden bedringer.
Ved primær progressiv multipel sklerose forekommer der ingen attakker, men der sker et gradvist tab af funktioner gennem flere år. Denne form for multipel sklerose rammer cirka 10-15%.